Danske katolikker havde uforglemmelig oplevelse med paven i februar
Biskop Czeslaw Kozon mindes tirsdag pave Frans i et mindeord, som den katolske kirke i Danmark har delt. Arkivfoto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Den katolske kirkes overhoved i Danmark, som stammer fra Lolland, mener, at pave Frans satte sit eget præg på kirken.
Mange katolikker fra Skandinavien - herunder Danmark - havde i februar en hel særlig oplevelse, da de kom i audiens hos pave Frans i Rom.
Det skriver Czeslaw Kozon, som er opvokset på Lolland. Han er katolsk biskop i København og overhoved for den katolske kirke i Danmark, i et mindeord for den nu afdøde pave Frans.
- Dette møde med pave Frans har gjort vor pilgrimsrejse til Rom til noget ganske særligt og uforglemmeligt, lyder det i mindeordet, som tirsdag er delt af den katolske kirke.
Pave Frans døde mandag i en alder af 88 år.
Det kom efter et længere sygdomsforløb, hvor paven i februar og marts tilbragte over en måned på hospitalet med dobbeltsidet lungebetændelse.
I mindeordet beskriver den danske biskop, hvordan katolikker ængsteligt fulgte med i sygdomsforløbet og glædede sig over tegn på langsom bedring.
- Nu blev markeringen af påsken her på jorden i stedet hans umiddelbare forberedelse til den evige påskefest i himlen, skriver Czeslaw Kozon.
Pave Frans var fra Argentina, og han havde været overhovedet for verdens 1,4 milliarder katolikker siden 2013.
Vatikanet oplyser tirsdag, at pavens begravelse vil finde sted lørdag.
I sit mindeord fremhæver den danske biskop, hvordan pave Frans satte sit eget præg på den katolske kirke.
Pavens forsvar for livet og for en hver persons værdighed, især de fattiges og de landflygtiges, vil ifølge den danske biskop stå som et vigtigt bidrag.
Det fremgår af den katolske kirke i Danmarks hjemmeside, at bispedømmet i København arrangerede en fælles pilgrimsrejse til Rom fra 30. januar til 6. februar.
Det skete, i forbindelse med at pave Frans i 2025 udråbte et jubelår. I forbindelse med et jubelår opfordres kristne verden over til at tage til Rom på pilgrimsrejse.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned