"Det er helt uacceptabelt, at de oplever at være utrygge på jobbet"

Jobpatruljen har været forbi Lolland og Falster flere gange de sidste par år. Arkivfoto: Ingrid Riis

Fejl, overtrædelser og brud på ansættelsesforhold for unge på arbejdsmarkedet sker fortsat, lyder det fra Jobpatruljen Sjælland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Unge fritidsjobbere har for manges vedkommende deres første møde med arbejdsmarkedet, når de når 12-13 års alderen, og det er en ny verden, der åbenbarer sig for de unge mennesker.

Mange kender ikke regler og rettigheder og er ikke klar over, hvad de må og ikke må. Derfor arbejder Jobpatruljen på at sikre de unges rettigheder på arbejdsmarkedet, hvor de som led i deres undersøgelser på landsplan hver sommer snakker med mere end 3.000 fritidsjobbere.

Konklusionen for deres undersøgelse er nu klar, og tallene viser, at der stadigvæk er et arbejde, der skal gøres for de unge mennesker.

79 lokale interviews

Fejl, overtrædelser og brud på ansættelsesforhold sker fortsat, kan Christine Bruun, koordinator på Jobpatruljen Sjælland, konstatere efter 672 interviews med unge fritidsjobbere.

På Lolland og Falster gennemførte de 79 interviews med de unge den 10. juli. Hvis du vil se resultatet af den lokale undersøgelse, så kan du blive klogere i faktaboksen.

Christine Bruun fortæller i en pressemeddelelse, at de fleste fejl i forbindelse med de unges ansættelser ikke er alvorlige, men der er plads til forbedring, og der dukker desværre også grove sager op i undersøgelserne.

Mange står alene i kiosker

- Når vi for eksempel møder flere 12 og 13-årige, der står alene i kiosker, eller der bliver berettet om seksuelle tilnærmelser, så reagerer vi. Det er helt uacceptabelt, at der er fritidsjobbere, der oplever at være utrygge på jobbet, og som på grund af sin unge alder kan have sværere ved at sige fra end en voksen. Arbejdsgiverne skal sikre en tryg og respektfuld arbejdsplads for alle ansatte, uanset alder, lyder det fra Christine Bruun.

Det er helt uacceptabelt, at der er fritidsjobbere, der oplever at være utrygge på jobbet

Koordinatoren opfordrer derfor de unges forældre til at hjælpe deres børn på arbejdsmarkedet og anbefaler dem at melde sig ind i en fagforening, der kan hjælpe med de unges ansættelser.

- Jeg blev kontaktet af en kvinde, hvis nevø arbejder i en isbod. Her mangler han bl.a. lønsedler og pauser, og han bliver trukket i løn, hvis en is går tabt. Jeg opfordrede hende til at melde sin nevø ind i HK, men hun troede, at et medlemskab kræver, at man er over 18 år, men alle under 18 år kan blive medlem – og det er vigtigt, så snart de har et arbejde, lyder det fra Christine Bruun.

Den lokale undersøgelse

  • 19 ud af 79 svarede, at de havde ingen eller under 30 minutters pause efter 4,5 timers arbejde. Det er lovpligtigt, at unge under 18 år får en 30 minutters pause efter 4,5 timers arbejde. Det er urimeligt at være på arbejde lang tid i fx en iskiosk på en højsommerdag uden pause.
  • 9 ud af 79 fritidsjobbere har fysiske mén af arbejdet. Fx ondt i ryggen, gentagen hovedpine eller andre arbejdsrelaterede mén.
  • 15 ud af 79 arbejder med farlige maskiner som fx rengøring af flaskeautomat, friture, grill, industriopvasker, palleløfter og brødskærer. Det er alle brud på loven, der siger, at det kun er personer over 18 år, der må varetage følgende ting.
  • 6 ud af 79 arbejder 9, 10 og 11 timer på én dag. Arbejdsmiljøloven siger maks. 8 timer.
  • 8 ud af 79 oplever at være utrygge, når de går på arbejde. Det er oftest grundet kunder, der er direkte ubehagelige og taler grimt. Nogle oplever også sure chefer, føler sig overvåget, eller der er en for grov tone på arbejdspladsen,.
  • 13 ud af 79 svarede, at de selv skal finde en afløser, hvis de er syge. Ifølge loven skal arbejdsgiveren sørge for dette.
  • 20 ud af 57, der har krav på løn under sygdom, svarede, at de ikke får løn under sygdom, selvom de har krav på det via funktionærloven. Det er ikke alle 79, der har krav på løn under sygdom, da det fx ikke gælder på restauranter.
  • 20 ud af 79 svarede, at de løfter mere end 12 kilo. Det er lovbestemt, at unge under 18 år ikke må løfte mere end, hvad der svarer til en ølkasse med tomme flasker – altså 12 kilo.
  • 6 ud af 79 har ikke fået en ansættelseskontrakt. Ifølge loven skal kontrakten udleveres inden 7 dage.
  • 28 interviews vil blive sendt videre til faglig opfølgning, da der er brud på rettigheder i sådan en grad, at arbejdstilsynet/HK/3F skal handle på dem.
Kilde: Kilde: Jobpatruljen Sjælland