Hold øje med dine kartoffelplanter. Går der skimmel i den, skal du reagere med det samme og få fjernet det syge. (Arkivfoto).Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Der skal ordnes i køkkenhaven og drivhuset, og så skal der gødes i haven. Er du rigtig god, sørger du også for at passe på fugle og insekter i sommervarmen
Ritzau RitzauRitzau FOKUS Anna Raabæk Anna Raabæk
OffentliggjortSidst opdateret
Et af de sjoveste tidspunkter at være haveejer er i juli, hvor alt folder sig ud og står i fuldt flor.
Det betyder til gengæld også, at der er nok at gøre. Så fat havehandskerne, og læs her, hvad du skal krydse af på to do-listen i juli.
1) Køkkenhaven og drivhuset.
Dyrker du dine egne grøntsager, skal du en tur forbi køkkenhaven eller drivhuset.
Selv om du allerede har plukket og spist løs, er der faktisk nogle afgrøder, du kan nå at så en gang mere i køkkenhaven, fortæller Christian Faurschou, som er gartner på EllenGaard Planteskole & Anlægsgartneri i Randers.
Annonce
- I starten af juli kan du nå at så et hold mere af blandt andet gulerødder, grønkål, bladkål, salater, bønner og radiser, siger han og tilføjer:
- Men du skal ikke vente til slutningen af måneden.
Har du et drivhus, skal du sørge for, at det bliver luftet ordentligt ud i sommervarmen. For selv om varmen er god for de grønne sager, så kan det også blive for meget af det gode.
- Der skal være åbent, når du tager på arbejde. Så en god huskeregel er, at når du lukker hoveddøren, åbner du døren til drivhuset, siger Christian Faurschou.
Tager du på ferie, skal du bare lade drivhuset stå åbent, så det kan blive luftet ordentligt i mellemtiden.
Hvis du dyrker kartofler, skal du holde godt øje med en rigtig dræber: kartoffelskimmel.
Sygdommen smitter aggressivt fra plante til plante, så det er bare med at få fjernet det syge, før hele din høst går i vasken.
- Bladene bliver gule, krøllede og falder sammen. Hvis man ser det, skal man skynde sig at klippe toppen af, siger Christian Faurschou.
Undlad at smide toppene på din egen kompost, for så bliver det bare spredt. I stedet kan du smide det i affaldsspanden til grønt eller aflevere det på genbrugspladsen, hvor det bliver udsat for høje temperaturer, forklarer han.
2) Gødning.
Annonce
Har du roser, skal du være over dem i juli, fortæller Louise Møller, som er havefaglig rådgiver hos Haveselskabet.
- Roser er kendte for at blive ramt af diverse dårligdomme, og det er ofte, fordi de er udpinte.
- I juli skal de gødes for sidste gang denne sæson. Det er vigtigt for at holde dem sunde og i god vækst. Har de godt med næring og godt med vand, modstår de rigtig mange sygdomme, siger hun.
Huskereglen er, at du skal nå at gøde dine roser før den 1. august.
- For når vi gøder, så vokser planterne og danner nye skud. Og gør man det for sent på sæsonen, når de nye skud ikke at modne inden vinteren.
- Får vi så en vinter med meget frost, er der stor risiko for, at de tager skade, forklarer Louise Møller.
Hendes råd er at bruge almindelig universalgødning.
3) Pas på livet i haven.
Det er ikke kun planterne, der tørster, når solen står højt i juli.
Havens øvrige liv længes også efter væske.
Annonce
- Man skal sørge for, at der hele tiden er vand i haven til insekter, pindsvin, fugle og den slags. De er lige så tørstige som os.
- Så fyld fuglebadet og så videre, så der er vand til de små beboere, lyder rådet fra Louise Møller.
/ritzau fokus/
Har du en køkkenhave, kan du lige nå at så et ekstra hold af grøntsager som bladgrønt, bønner, radiser og gulerødder. (Arkivfoto).Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen