FALSK NUMMERPLADE: SIGTET FOR DOKUMENTFALSK

62-årig lokal mand nu med flere sigtelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 62-årig mand fra Østlolland er blandt andet blevet sigtet for dokumentfalsk, da han tirsdag klokken 9.50 blev stoppet i en bil af færdselspolitiet Ved Åen i Maribo.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den ene nummerplade på bilen viste sig at være forfalsket, og begge nummerplader hørte til et andet køretøj.

Bilen var heller ikke forsikret eller indregistreret.

Den 62-årige blev sigtet for at overtræde registreringsbekendtgørelsen, for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring og for dokumentfalsk.