FDF på Lolland-Falster klar til landslejr

Fra FDF's landslejr 2011. Arkivfoto.

I øjeblikket er omkring 80 FDF’ere fra Lolland-Falster ved at være klar til at drage på børne og ungdomsorganisationens store landslejr, der bliver holdt hvert femte år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skal leges. Det er målet med årets FDF Landslejr 2016, hvor omkring 10-11.000 FDF’ere mødes for at fejre fælleskabet. Ved hver landslejr er der et tema og i år er det ”leg”.

Hos FDF i den lokale afdeling i Nykøbing, hvor man er så småt er ved at være klar til årets lejr, er der glæde at spore over temaet i år.

- Det bliver rigtig spændende, alle skal lege, fortæller Henrik Kristensen, kredsformand for afdelingen i Nykøbing og borgmester for Hurlumhejet, som er lejren, hvor alle medlemmerne fra Lolland-Falster kommer til at bo.

- Der bliver noget for alle aldre. Udover de almindelig lege med bold og lignende, vil der også være forskellige legestationer og forhindringsbaner oppe i træerne, uddyber Henrik Kristensen.

Lolland-Falster bliver på landslejren repræsenteret i form af FDF’s afdelinger i Nykøbing, Eskilstrup, Nakskov og Kettinge og som noget nyt bliver de godt 80 medlemmer fra Sydhavsøerne samlet i én lejr, det såkaldte Hurlumhejet.

- Tidligere boede vi fordelt rundt omkring på pladsen, men i år har vi slået os sammen. På den måde kan vi se frem til en endnu bedre oplevelse, fortæller Henrik Kristensen.

Foruden de lokale afdelinger fra Lolland-Falster skal FDF’ere fra Mosede, Karlslunde og Hundige også bo i Hurlumhejet, som kommer til at bære farven grøn, for at symbolisere, hvor de hører til.

Hvis man er over 15 år kan man få lov til at bo i Seniorcity sammen med andre unge mennesker på samme alder. Her er farven orange og sengetiderne og aktiviteterne lidt anderledes end andre steder i lejren, hvor deltagerne er fra 9 år og op.

FDF Landslejr 2016 kommer som altid til at foregå på Sletten ved Julsø for foden af Himmelbjerget mellem Silkeborg og Ry. Lejren begynder torsdag den 7. juli, hvor arrangementet traditionen tro officielt bliver skudt i gang med et kæmpe lejrbål om aftenen og varer frem til den 15. juli.

I løbet af den store landslejr vil der være mange forskellige ting at tage sig til. Der vil blandt andet være masser af leg, koncerter, sjove aktiviteter, bål, madlavning og muligheder for at skabe nye venskaber.

Hos afdelingerne på Lolland-Falster er man som sagt ved at være klar. I går mandag blev en pakket lastbil fyldt med udstyr sendt afsted mod Midtjylland, samt nogle af de ældre FDF’ere for at forberede pladsen til torsdag, hvor resten af deltagerne ankommer på Sletten for igen at fejre fællesskabet på tværs af alder og landsdel.