Hvad kan du spørge om til en jobsamtale?

Britta Borch Egevang er ledelsesrådgiver og partner hos Holmgaard Management og skriver om virksomhedsledelse for Folketidende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Måske er du en af de mange, der har et nyt job på hånden her i det nye år og nu skal til samtale. Hvis du er i tvivl om, hvad du kan tillade dig at spørge om til en jobsamtale, får du her nogle gode råd. Du vil sikkert ikke fremstå unødigt kritisk eller give indtryk af, at du ikke er interesseret i jobbet. Men i værste fald kan det betyde, at du siger ja til et job, som alligevel ikke lever op til dine ønsker.

Britta Borch Egevang er ledelsesrådgiver og partner hos Holmgaard Management og skriver om virksomhedsledelse for Folketidende. Britta har flere års erfaring med ledelse og rekruttering inden for den offentlige- såvel som den private sektor, herunder ejerledede virksomheder, fonde og organisationer.

Som udgangspunkt skal du undgå at stille unødvendige spørgsmål. Du bør for eksempel ikke spørge om ting, du selv kunne finde ud af ved at undersøge virksomheden ordentligt. Mange virksomheder har offentligt tilgængelige årsrapporter, hvor du kan læse om deres forretningsområder, produkter, markeder osv.

Du skal lave din egen research grundigt og til samtalen demonstrere, at du har sat dig godt ind i tingene. Hvis du gerne vil vide noget om virksomhedens værdigrundlag, har de fleste virksomheder allerede kommunikeret deres værdier på deres hjemmeside. Du kan i stedet spørge, hvordan de udlever værdierne, og om de kan give eksempler på dette. Du kan også nævne eksempler på, hvordan du mener, at du kan bidrage til kulturen og et godt arbejdsmiljø og høre, om det også er sådan, de arbejder.

Mange skifter job for at få nye udviklingsmuligheder. Det er helt relevant at spørge, om virksomheden tilbyder faglig udvikling eller efteruddannelse, især hvis du kan koble det til virksomhedens mål. Du kan for eksempel sige:

"Jeg har en rigtig god ballast inden for digital udvikling, men jeg kan se, at I gerne vil vækste på det område. Vil der være mulighed for efteruddannelse?"

Dette viser, at du er interesseret i at udvikle dig professionelt og vil bidrage til virksomheden på længere sigt. Derimod er det ikke klogt at kræve at få en MBA fra dag ét.

Dine udviklingsmuligheder og trivsel afhænger også meget af din chef. Mange undlader at spørge ind til, hvordan chefen er, men det er et vigtigt spørgsmål at få afklaret. Det vil være helt acceptabelt at spørge om, hvordan chefen giver feedback. Du kan også spørge, hvordan de øvrige medarbejdere vil beskrive ham/hende, hvordan teamet fungerer, hvad chefen ser som vigtige ledelsesværdier, eller hvor tilgængelig vedkommende er.

Der er sikkert også mange praktiske forhold, du gerne vil have afklaret, såsom arbejdstider, fleksibilitet, mulighed for hjemmearbejde osv. Du vil nok også gerne vide, hvad næste skridt i rekrutteringsprocessen er, og hvor mange der er til samtale. Det er naturligt at stille disse spørgsmål, men du bør vente med dem til sidst i samtalen. Ellers risikerer du, at det virker, som om du er mere interesseret i vilkårene end i selve jobbet.

Løn, bonus og andre former for kompensation er også centrale emner. Det varierer, hvornår man kommer ind på lønpakken. Spørgsmålet om løn er altid en forhandlingssag, og der kan være tillæg eller andre fordele, du kan forhandle dig til. Men vent med at oplyse om dit lønkrav, indtil du er langt i processen, og virksomheden tydeligt viser interesse i at ansætte dig. Du bør dog under alle omstændigheder sikre dig, at dit lønkrav er realistisk og ikke ligger langt over, hvad andre i lignende positioner og brancher får.

Jobsamtalen er ikke kun en mulighed for arbejdsgiveren til at evaluere dig, men også din chance for at sikre, at jobbet og virksomheden matcher dine forventninger og behov. At stille de rigtige spørgsmål kan demonstrere din interesse, forberedelse og professionalisme. Men det er vigtigt ikke at stille for mange eller irrelevante spørgsmål, da du så fremstår uforberedt eller ustruktureret. Prioritér derfor kvalitet over kvantitet, udvælg de vigtigste spørgsmål, og undgå emner, du allerede kunne have undersøgt på forhånd. Justér dine spørgsmål efter samtalens dynamik, og vær opmærksom på, hvad der er tid til. Hvis noget vigtigt ikke er blevet belyst, kan du følge op skriftligt efter samtalen.