HVOR BLEV DE 31 GRADER AF? NY VEJRPROGNOSE MED MARKANT ÆNDRING
Det bliver strandvejr i weekenden ifølge DMIs prognose. Arkivfoto: Flemming K. Karlsen
.
DMIs prognose for weekendvejret på Lolland-Falster så særdeles varm ud onsdag morgen. Men så kom der en ny prognose - og meteorologerne hiver sig lidt i håret.
Hvis du klikkede ind på denne artikel, da vi lagde den på ved ottetiden i morges, onsdag, kunne du læse en næsten bogstaveligt talt varm nyhed om, at DMI varslede helt op til 31 graders varme på både Lolland og Falster på søndag og op til 25 grader lørdag.
Men blot et par timer senere så situationen pludselig markant anderledes ud: Nu lover meteorologerne kun 18-20 grader søndag, måske endda med risiko for regn.
Selv om det siges at være svært at spå - ikke mindst om vejret - er der alligevel lidt af et spring fra 31 grader til 18 grader, så Folketidende kontaktede derfor DMI for at få en forklaring.
Vagthavende meteorolog Frank Nielsen bekræfter, at prognoserne i morges lovede op omkring 30 graders varme på Lolland-Falster på søndag, og der er ikke tale om nogen teknisk fejl.
Problemet er, at prognoserne i øjeblikket er meget usikre, fordi meget varm luft presser sig på sydfra, mens køligere luft fra Island og Grønland er på vej nordfra. Og alt efter, hvordan de to fronter placerer sig, kan vi altså enten få det meget varmt eller noget køligere.
- Jeg har ikke set så stor usikkerhed og kontraster i prognoserne meget længe, siger Frank Nielsen.
Han udelukker i øvrigt ikke, at det stadig kan gå hen at blive en særdeles varm weekend på Sydhavsøerne.
Den nyeste prognose (ved 10.30-tiden onsdag), som altså spår 18-20 grader på Lolland og Falster, opererer nemlig med op omkring 37 graders varme i Berlin-området og 35 grader i Hamburg få timers kørsel længere mod syd, så vejrsystemerne skal ikke rykke sig ret meget, før situationen kan ændre sig markant.
- Det er meget hårfint, hvad der kommer til at ske, fordi vi både har kold og varm luft på vej imod os, og jeg tror ikke, det sidste ord er sagt i den her sag endnu, siger Frank Nielsen.
Mens prognoserne altså har ændret sig kraftigt for søndagens vejr, er der ikke de store forskelle i forventningerne til lørdagsvejret, hvor morgenens prognose lovede op til 25 grader.
Nu spår prognosen op til 23 grader og med en blanding af sol og skyer.
UV-indekset vil begge dage ligge på 6,7, hvilket betegnes som højt og med stor risiko for solskoldning, så det er nok klogt at tage med i overvejelserne, hvis man skal udenfor. Vinden skulle begge dage blive let.
Prognosen for mandagens vejr har i øvrigt også fået et lille nøk nedad fra 20-21 grader i morges til nu 17 grader og overskyet.
Fortsættelse følger sikkert i de kommende dage ...
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned