Ikke en sur lokumstjans
12-årige Regitze Kocemba Andersen og hendes mor Malene Kocemba Andersen var blandt de mange frivillige fra Eskilstrup Gymnastikforening, som på Roskilde Dyrskue hjalp til med at rense toiletter. Foto: Denny Michael Jakobsen
Denny Michael Jakobsen
På Roskilde Dyrskue sørgede lokal gymnastikforening for at rengøre toiletterne.
Eskilstrup Gymnastikforening har tradition for at stå for at rengøre toiletterne på Roskilde Dyrskue. Og i år var ingen undtagelse. Op mod 130 gymnaster og forældre har i løbet af fredag til søndag haft toiletvagten på dyrskuet.
Men hvad der for mange måske lyder som en lidt sur tjans, er faktisk en meget hyggelig opgave.
- Det er sjovt at være her, og vi har et godt fællesskab, fortæller 12-årige Regitze Kocemba Andersen, som dyrker både rytmisk og springgymnastik i Team Gym.
Det er sjovt at være her, og vi har et godt fællesskab.
Regitze Kocemba Andersen, Team Gym, Eskilstrup Gymnastikforening
Det eneste, der har været lidt surt, er vejret, der især fredag bød på mange regnbyger.
- Vi slog telt op i haglvejr, siger Regitzes mor Malene Kocemba Andersen, som er med for at hjælpe til med opgaverne.
Eskilstrup Gymnastikforening havde en hel camp til de mange frivillige og havde opsat en airtrack, som gymnasterne kunne lave øvelser på i pauserne.
For at det ikke skal blive en sur lokumstjans gøres der meget ud af det sociale.
- Det lyder måske ikke så lækkert at skulle rense toiletter, så hyggen er vigtig, og vi bruger dyrskuet til at skabe en ekstra tur for gymnasterne, hvor fællesskabet og hyggen er i højsædet, siger Lise Ravn, træner for Team Gyms mini- og juniorpiger.
Pengene, som gymnastikforeningen tjener på at rengøre toiletter, plejer at blive brugt på en tur til Italien for gymnasterne, men i år bliver det ikke til en tur.
- Vi fravalgte i januar at tage af sted, fordi der stadig var usikkerhed i forhold til corona, så vi turde ikke arrangere en tur, hvor vi kunne risikere at ende i isolation dernede. I stedet bruger vi pengene på nye redskaber og aktiviteter. Måske skal vi have et nyt seriegulv, fortæller Lise Ravn.
Under dyrskuet tog juniorgymnaster fra Team Gym i øvrigt et smut til konkurrence i Helsinge, hvor det blev til både guld- og bronzemedaljer.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned