Kæmpe-ambulance nu på vejene

Foto: Claus Hansen

Flere patienter overflyttes og Region Sjælland har indsat special-ambulance med bedre plads.

Offentliggjort Sidst opdateret

500-600 gange hvert år transporterer ambulancer i Region Sjælland patienter fra et sygehus til et andet for at modtage særlig behandling.
Antallet af patient-overflytninger har været stigende gennem en årrække, fortæller Benny Jørgensen, præhospital direktør i Region Sjælland.

- Vi overflytter flere og flere patienter som et resultat af, at vi de senere år har samlet specialer på færre adresser, siger han.

Almindelige ambulancer giver dog ikke altid behandlende personale optimale arbejdsforhold til den slags ture. Derfor har regionen nu indsat en spritny special-ambulance i Nykøbing, som skal køre patienter fra sygehuset her i byen og det i Næstved mellem de to sygehuse og andre.

Det drejer sig mere specifikt om kuvøsebørn, svært overvægtige og patienter, som har behov for medfølgende udstyr og eksempelvis en læge og en sygeplejerske.

Derfor er ambulancen udstyret med lift, udvidelig båre, fem siddepladser, kuvøse, og så er den væsentligt større end almindelige ambulancer. Det glæder Helle Kjær, sygeplejerske på Nykøbing F. Sygehus’ børneafdeling.

- Den er genial. Jeg har kørt ture med et kuvøsebarn i en almindelig ambulance. Det er ubehageligt. Man må stå op og kan ikke blive fastspændt - det kan være farligt, siger hun.

Også hos Falcks paramedicinere skaber ambulancen glæde.
- Der er et dejligt stort arbejdsområde, så vi bliver ikke klemt i vognen, og det er vigtigt, når vi eksempelvis kører med patienter i kritisk tilstand, siger paramediciner Dennis Pedersen.

Læs mere om den nye special ambulance i fredagens Folketidende.
Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed