Kjeld bokser halvdelen af medicinen væk

Sydhavsøernes Bokseklub lancerede tilbage i januar Parkinson-holdet. Her er der tale om et tilbud, som nu har skabt så store resultater med to ugentlige træninger, at deltagerne kan melde om store positive forandringer i deres liv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Allerede tilbage ved den første træning på Parkinson-holdet i januar var der god tilslutning til en noget anderledes tilrettelagt boksetræning end sædvanligt hos Sydhavsøernes Bokseklub.

Det kunne man læse om i Folketidende. Siden er resultaterne hos deltagerne på det særligt tilrettelagte holdtræning kun gået én vej.

Træningen tager smerterne

- Nu har jeg ikke ondt i nakken. Heller ikke i skuldrene eller albuerne. Sådan er det, når man har trænet boksning. Man kan ikke træne Parkinson væk, men jeg prøver at holde den væk fra døren. Hver eneste aften kommer den altså bare igen og banker på. Men jeg får det meget bedre hver gang, jeg er til boksetræning.

Sådan siger Kjeld Jørgensen. Han er 62 år og tidligere tømrer i mange år. Da han var 58, fik han konstateret Parkinson efter et længere udredningsforløb, hvor han også prøvede at få at vide, at han slet ikke var gammel nok til at have Parkinson.

Til højre er det træner i Sydhavsøernes Bokseklub Rene Johannesen, der er en af fire med certifikat til at træne Parkinson-holdet. Blandt andet Kjeld Jørgensen på 62, som her får instruktioner. Dem kan han også få fra de tre andre trænere på Parkinson-holdet, som er Wilai Hansen, Rene Hjort Sommer og Joy Meisner. Foto: Kim Møller Pedersen

Fire certificerede trænere

- Men det var jeg så alligevel, fandt de jo ud af til sidst, lyder det fra Kjeld Jørgensen denne aften, hvor endnu en boksetræning er vel overstået hos Sydhavsøernes Bokseklub.

Her hænger hele fire trænercertifikater på væggen til "Parkinson Boxing" tildelt af Parkinsonforeningen og Danmarks Bokse-Union. Der er med andre ord helt styr på, hvad der skal på træningsprogrammet, når klubbens Parkinson-hold møder ind til de to ugentlige træninger i en tidligere gymnastiksal på Våbensteds gamle skole.

Samme som én selv

- Det hjælper altså også at træne med nogen, der har samme sygdom som én selv, lyder det fra Aase Arildsen.

Min kære mand går så stærkt, men nu kan jeg pludselig følge med ham på vores ture

Aase Arildsen, deltager på Parkinson-bokseholdet

Hun kan med egne ord mærke flere ting, der er forbedret på grund af boksetræningen:

- Selvfølgelig er der det fysiske, hvor jeg bedre kan gå. Min kære mand går så stærkt, men nu kan jeg pludselig følge med ham på vores ture.

Læs også: En lige højre til Parkinson

Efter tre måneders boksetræning har Aase nu også fået en masse nyt at snakke med sin datter om.

- Min datter går til både kickboksning og thaiboksning, så vi er rigtig begyndt at snakke om boksning med hinanden, nu når jeg også ved noget om det, siger Aase Arildsen.

Hans træner fem gange

Hans Knudsen på 69 år er også en tilfreds bokser. Han træner med egne ord mindst fem gange om ugen. Ikke kun boksetræning men også andre former for styrketræning.

- Jeg kan mærke, at boksetræningen giver mig masser af koordineringstræning. Udover Parkinson har jeg også en gigtsygdom, som jeg arbejder med. Der er det helt utroligt, hvor meget den her boksetræning har hjulpet mig. Det er noget med al den energi, man får. Jeg vil nærmest sige, at det er helt eventyrligt at opleve, lyder det fra Hans Knudsen.

Halvdelen af medicinen

Selv om de gode resultater er mange hos de forskellige deltagere på Parkinson-bokseholdet, er det ikke mindst Kjeld Jørgensen, som kan berette om en meget konkret forbedring på grund af boksetræningen.

- Jeg har seks diskusprolapser fordelt i nakken og et par steder i ryggen. Man kan vel nærmest sige, at jeg samler på dem. Derfor får jeg nogle sindssygt stærke smertestillende piller for at kunne holde dem ud. Den medicin har jeg nu halveret, mens jeg har gået til boksetræning, siger Kjeld Jørgensen, der med egne ord ikke har gået til anden træning de seneste måneder end netop boksetræningen.

Tager stadig Parkinson-medicin

Parkinson-medicinen tager han stadigvæk, som han skal. Men i forhold til det stærke smertestillende medicin er han rigtig glad for at have bokset halvdelen væk på få måneder.

- Du kommer helt ud i yderpositionerne og får kroppen strakt godt igennem. Det gør man ikke til almindelig træning, vi også kan gå til, for der sidder man og hiver i maskiner. Det er slet ikke det samme. Boksetræningen gør altså godt, det er jeg sikker på, siger Kjeld Jørgensen.

Om Parkinson

  • Omkring 170 mennesker på Lolland-Falster har diagnosen Parkinson, men muligvis lider endnu flere af den autoimmune sygdom.
  • Heldigvis findes der i dag gode måder at holde sygdommen i ave på - blandt andet en korrekt medicinering sammen med masser af motion på den rigtige måde, eksempelvis boksetræning.
  • Parkinsons sygdom er en tilstand, hvor nervecellerne uden kendt årsag svækkes og udløser nedsatte bevægelser, rysten, stivhed og balanceproblemer.