KROATIEN KOMMER IND I SCHENGEN - BULGARIEN OG RUMÆNIEN FÅR NEJ
Kroatien kommer fra 1. januar med i Schengen-grænsesamarbejdet. Men Bulgarien og Rumænien får nej efter at blandt andet Østrigs indenrigsminister, Gerhard Karner, gjorde det klart, at han ikke ville stemme for de to landes optagelse i Schengen. Beslutningen kræver enstemmighed blandt EU-landene. Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Som ventet fik Bulgarien og Rumænien nej til Schengen-samarbejdet. Men EU-lande lukker Kroatien ind.
For første gang i mere end et årti bliver Schengen-grænsesamarbejdet udvidet. På et møde i Bruxelles har EU-landene besluttet at lukke Kroatien ind i Schengen-området.
Til gengæld har EU-landene sagt nej til at lade Bulgarien og Rumænien komme med. Det oplyser det tjekkiske formandskab for EU på Twitter.
- Ministrene godkendte Kroatiens medlemskab gældende fra 1. januar 2023, skriver det tjekkiske formandskab på Twitter.
Beslutningen om at optage nye lande i Schengen skal vedtages enstemmigt af EU-landene. Det spændte i sidste ende ben for Bulgarien og Rumænien.
EU-Kommissionen havde ellers indstillet, at alle de tre lande var klar til at indtræde i samarbejdet. Men der er fortsat indædt modstand mod at optage Rumænien og Bulgarien blandt nogle EU-lande, og det kom til udtryk forud for mødet.
Her fastslog EU's to største lande - Tyskland og Frankrig - at de støtter optagelsen af både Kroatien, Rumænien og Bulgarien. Men Østrig sagde klart nej.
Østrigs indenrigsminister, Gerhard Karner, siger, at han vil stemme imod, at Schengen udvides. Der sker med henvisning til den tiltagende udfordring med migration.
- Jeg vil stemme imod udvidelsen af Schengen-området. Det er forkert, at et system, der ikke virker, skal udvides med flere lande, siger Gerhard Karner.
Han fremhæver, at Østrig alene i år har haft 100.000 "illegale" grænsekrydsninger.
- Det viser, at systemet ikke fungerer, siger Gerhard Karner.
Han mener, at sikkerhedshensynet for EU-landene i Schengen-området vejer tungere end hensynet til EU-landene Rumænien og Bulgariens interesse i at få adgang til det grænseløse Schengen-område. Også Holland har været skeptiske over for udvidelsen.
Som del af Schengen bliver Kroatien del af det grænseløse område i EU. Og landet vil få et øget ansvar for at passe på EU's ydre grænser.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned