LF BAKKER OP: SATS PÅ VORDINGBORG KASERNE
Vordingborg Kaserne har masser af ledig kapacitet og bør tilgodeses med flere medarbejdere og funktioner, mener borgmestrene fra blandt andet Lolland og Guldborgsund. Arkivfoto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Finn Frandsen
Vordingborg Kaserne har ledig kapacitet. Den bør bruges, mener seks lokale borgmestre, der sammen har skrevet til forsvarsministeren.
LOLLAND-FALSTER: Når politikerne på Christiansborg indgår et nyt forsvarsforlig, bør det medføre øget aktivitet på Vordingborg Kaserne. Det mener de seks borgmestre i Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Stevns, Faxe og Næstved kommuner.
Sammen har de tirsdag sendt et brev til forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og påpeget, at "Vordingborg Kaserne står klar med ledig kapacitet til at understøtte udvidelsen af det danske forsvar, hvis der skal findes indkvarteringsmuligheder og plads til nye støtteenheder, professionelle soldater, værnepligtige, materiel med videre."
I brevet nævner borgmestrene, at kasernen i dag er hjemsted for Trænregimentets 4. Nationale Støttebataljon og Hjemmeværnskommandoen og er arbejdsplads for godt 500 ansatte og cirka 65 værnepligtige.
"Kasernen er en af Danmarks mest velholdte og energiøkonomiske kaserner og opvarmes med fjernvarme. Gennem de seneste 20 år er kasernen blevet renoveret for mere end 250 millioner kroner og har i dag moderne undervisnings-, kontor- og hotelfaciliteter for både soldater og administrative medarbejdere. På de udendørs arealer er der store garagepladser med tilhørende værksteder samt depotfaciliteter til at understøtte minimum to internationale missioner", skriver borgmestrene.
Husede Danilog
De minder om, at Vordingborg Kaserne frem til 2014 var hjemsted for Det Danske Internationale Logistik Center (Danilog), og nævner, at kasernen står klar til at kunne indkvartere yderligere 500 værnepligtige eller andet personel og materiel.
"Hvis det bliver nødvendigt, er Vordingborg Kaserne også en af de få kaserner i landet, hvor der er der mulighed for at udvide bygningsmassen og dermed skabe plads til yderligere enheder", tilføjer borgmestrene, som også fremhæver Kulsbjerg øvelsesanlæg, der ligger blot syv kilometer fra kasernen
Endelig påpeger borgmestrene, at der ikke kun er operationelle fordele ved at udnytte den ledige kapacitet på Vordingborg Kaserne, men at placeringen af nye værnepligtige og enheder på Sydsjælland også vil understøtte den overordnede landspolitiske indsats for at sikre et Danmark i bedre balance.
"Vest- og Sydsjælland er ifølge beregninger fra Balance Danmark den landsdel med næstfærrest statslige arbejdspladser per 1.000 indbyggere, så vi har også på denne konto plads til flere nye arbejdspladser, som kan komme vores samlede område til gavn. Vi vil derfor appellere til, at Vordingborg Kaserne ud fra et operationelt, økonomisk og samfundsmæssigt perspektiv bliver indtænkt i det kommende forsvarsforlig som hjemsted for nye professionelle enheder og værnepligtige med videre", skriver borgmestrene, der slutter af med at invitere Jakob Ellemann-Jensen på besøg i Vordingborg.
Vest- og Sydsjælland er ifølge beregninger fra Balance Danmark den landsdel med næstfærrest statslige arbejdspladser per 1.000 indbyggere, så vi har også på denne konto plads til flere nye arbejdspladser, som kan komme vores samlede område til gavn.
Seks borgmestre i et brev til forsvarsministeren
Seneste artikler
Betjente mødt af spyt og skældsord
Sidste bil har passeret den gamle Storstrømsbro
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Jubel og glædestårer: Alle billederne fra bronzefejringen
Her er regeringens 21 ministre
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Spor blokeret på motorvej
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Kunde angreb ansatte i supermarked