Lokal HK-fagforening: Skrot dagpengesystem
Arkivfoto
- Skrot dagpengesystemet. Lad os selv styre dagpengene. Vi er til grin for egne penge.
Kritikken kommer fra fagforbundet HK Privat Sjælland, der torsdag holdt generalforsamling i Nykøbing.
- Dagpengesystemet er efterhånden så udhulet, at det har mistet sin værdi som en vigtig del af det danske system med fleksible ansættelsesforhold kombineret med dækning ved arbejdsløshed - det såkaldte flexicurity-system. Tiden er kommet til en gennemgribende revision af systemet og til, at arbejdsmarkedets parter selv overtager systemet. Det er jo i forvejen vores egne penge, der finansierer dagpengene. Dels gennem vores bidrag til a-kasserne og dels vores skat, lyder det i et forslag, generalforsamlingen vedtog.
Afdelingen vil på HK Danmarks kongres til efteråret stille forslag om, at HK Danmark sammen med de øvrige LO-forbund, FTF og AC nedsætter en arbejdsgruppe, der skal undersøge muligheden for at etablere et partsbaseret dagpengesystem, som skal erstatte det i dag statsstyrede dagpengesystem.
Bag forslaget ligger også en bekymring for, at både den nuværende og kommende regeringer vil udhule dagpengesystemet endnu mere, end det er sket i de foregående årtier.
Forslagsstillerne peger på, at siden 2010 har flere end 80.000 lønmodtagere mistet retten til dagpenge. Alene i 2016 mistede 13.000 personer dagpenge-retten.
- Vores interesse i at opretholde et fleksibelt arbejdsmarkedssystem er derfor stærkt aftagende, siger Kurt Jørgensen, formand for HK Privat Sjælland.
- Når nu forringelserne har stået i kø og i praksis er blevet så mærkbare, at det for mange højere lønnede allerede er et spørgsmål, om a-kasse medlemskabet er ulejligheden værd, så er det på tide, at vi overvejer om ”kontrakten” om et statsligt a-kasse system er blevet så forringet, at den skal siges op. Sat på spidsen kan man sige, at vi som lønmodtagere med de ensidige forringelser af dagpengene går rundt og er til grin for vores egne penge, tilføjer han.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie