Lokale kommuner er blandt de udvalgte: Millioner er på vej til skoleelever

Der er for stor forskel på karaktererne i dansk og matematik set over hele landet, mener børne- og undervisningsministeren. Arkivfoto/Polfoto

Lolland og Guldborgsund er blandt de 20 danske kommuner, der har mest brug for støtte til at hjælpe skoleelever igennem dansk og matematik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er millioner på vej fra staten til skoleelever i både Lolland og Guldborgsund Kommuner.

Årsagen er de store geografiske forskelle i, hvor godt elever klarer sig i dansk og matematik i folkeskolen.

Derfor meldte regeringen i august ud, at den vil afsætte knap 40 millioner kroner samlet for 2025 til 2027 til efteruddannelse af flere læse- og matematikvejledere i de 20 kommuner, hvor eleverne har størst udfordringer med det faglige niveau i dansk og matematik.

Det skriver børne- og undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Lolland Kommune får dermed 1.137.000 kroner, imens Guldborgsund Kommune modtager 1.911.000 kroner.

- Alle børn og unge skal have en god start i livet, uanset hvor i Danmark man bor. Det er vigtigt at kunne læse og regne godt – det gør en forskel både for skolegang, job og livet generelt. Derfor er jeg glad for, at vi nu forbedrer mulighederne for at blive dygtigere i de områder, hvor eleverne har det sværest i dansk og matematik, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i pressemeddelelsen.

Accepterer ikke de store forskelle

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) tilføjer, at et Danmark i balance også handler om, at alle børn lærer basale færdigheder. Uanset hvor de går i skole.

- Vi kan ikke acceptere, at der er så store forskelle på, hvor gode vores børn er til at læse og regne, når de kommer ud af folkeskolen, som vi ser nu. Et Danmark i balance handler også om, at alle børn lærer helt basale færdigheder, uanset hvor i Danmark de går i skole, siger han.

Første tildelingsrunde af midler sker i 2025. De omfattede kommuner vil herefter modtage tilskud i 2026 og 2027, under forudsætning af, at puljen videreføres på kommende års finanslove.

Med Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram afsættes der 500 millioner kroner årligt til indsatser for de ca. 10 procent af eleverne pr. skole, der har de største udfordringer i dansk og/eller matematik. Initiativet bliver igangsat fra efteråret 2024 til og med 2027, hvor midlerne gradvist stiger. Fra 2028 og frem afsættes der hvert år 500 millioner kroner. Støtten kan gives til den enkelte elev, men også gennem aktiviteter i klassen.

Fakta

Opgørelsen vedrører elever indskrevet i almenklasser på folkeskoler med beliggenhed i kommunen per 30. september 2023.

Oplysninger om karakter er for prøver afholdt i sommeren 2024. 

Elever, som har et vægtet gennemsnit på 2 eller derover i både dansk og matematik udgør andelen, som består dansk og matematik. 

Elever, hvor der ikke findes karakteroplysninger, selvom de har været indskrevet i 9. klasse per 30. september 2023, medtages i opgørelsen, og indgår som elever, der ikke har bestået dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøver. 

Midlerne fordeles forholdsmæssigt til kommunerne ud fra kommunernes samlede børnetal (0-17 år), pr. 1. januar 2025 jf. Danmarks Statistiks Statistikbank, tabel FOLK1A. 

Tilskudsbeløb pr. kommune afrundes til nærmeste 1.000 kr.

Kilde: Kilde: BUVMs egne beregninger pba Danmarks Statistik grundskoleregister og BUMVs grundskolekarakter-register bearbejdet af STIL.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vil i indfasningsperioden tilbyde kommuner og skoler rådgivning om den bedste praksis for intensiv undervisning.

Det skal sikre, at den enkelte skole ikke selv skal udvikle og afprøve egne metoder, lyder det i pressemeddelelsen.