Lokale kommuner topper liste over regnvejrsskader

Guldborgsund Kommune topper listen over forsikringsanmeldte skader som følge af skybrud og skybrudslignende regn i de første tre måneder af 2024. Billedet her stammer dog fra en tidligere oversvømmelse. Arkivfoto: Claus Hansen

Guldborgsund og Lolland kommuner ligger begge i top 3 over antal anmeldte vandskader, der skyldes skybrud.

Offentliggjort Sidst opdateret

2024 begyndte, som nogle måske husker, med en hel del regn. Det fremgår også af en ny opgørelse fra brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber, F&P.

Organisationen har for nylig opgjort en skadesstatistik for årets tre første måneder. Statistikken er udarbejdet på baggrund af tal fra forsikringsselskaberne, og her springer et punkt i øjnene: Antallet af anmeldte vandskader som følge af skybrud og skybrudslignende regn.

F&P har lavet en opgørelse over tallene på kommunebasis, og her ligger både Guldborgsund og Lolland kommuner i top 3.

Guldborgsund Kommune er den kommune i hele landet, hvor borgerne i løbet af januar, februar og marts har anmeldt flest skader som følge af skybrud eller skybrudslignende regn.

Ikke færre end 572 anmeldelser har forsikringsselskaberne fået fra borgere i Guldborgsund Kommune. Det er mere end dobbelt så mange som Vejle Kommune, der ligger nummer to på listen med 226 anmeldelser. Lolland Kommune følger lige efter på tredjepladsen med 225 anmeldelser.

Til sammenligning modtog forsikringsselskaberne i samme periode sidste år 376 anmeldelser fra borgere i Guldborgsund Kommune og 360 fra borgere i Lolland Kommune ifølge opgørelsen.

På landsplan steg antallet fra 1.080 i første kvartal 2023 til 4.205 i første kvartal 2024.

- Kalder på handling og forebyggelse

Det får nu F&P til at opfordre både stat og kommuner til at gøre mere for at forebygge det, organisationen betegner som klimaskader.

- Stadigt flere borgere oplever at stå i den ulykkelige situation, at deres hjem bliver oversvømmet og værdier ødelagt. Vandet kommer fra siden og nedefra - men i høj grad også som voldsom regn. Det kalder på handling og forebyggelse, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør, F&P, i en pressemeddelelse.

Stadigt flere borgere oplever at stå i den ulykkelige situation, at deres hjem bliver oversvømmet.

Pia Holm Steffensen, underdirektør, Forsikring & Pension

- Der er en tendens til at fokusere på stormflod, når det gælder klimaskader, og det gælder også for regeringens klimatilpasningsplan 1, der næsten udelukkende fokuserer på at imødegå stormflod på Vestkysten. Men gør vi ikke noget for at sikre mod heftig nedbør i alle egne af landet, risikerer vi en fremtid, hvor visse boliger er umulige at forsikre - simpelthen fordi risikoen for gentagne oversvømmelser ved skybrud er for stor, tilføjer hun.

F&P foreslår derfor kommunerne, at lokalplaner fremover skal indeholde klimakrav, samt at der stilles klimakrav til nybyggeri, ligesom man gerne ser, at der laves incitamenter for kommunerne til, at der ikke opføres nybyggeri i områder, som man ved vil blive ramt af oversvømmelser i fremtiden.

Samtidig opfordrer F&P politikerne på Christiansborg til at begynde at diskutere, om alle egne af Danmark skal kunne bebos i fremtiden.