LOKALE UDVIKLINGSPROJEKTER FÅR MILLIONSTØTTE
Havnen i Kramnitze set fra luften. Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Der er sammenlagt over 1,7 millioner kroner på vej fra statslig pulje til blandt andet broer, et solnedgangsspot og en multibane.
En anløbsbro, en udsigtsbro og en multibane. Det er nogle af de lokale projekter, som er under forberedelse, og som nu kan se frem til at få i alt næsten 1.740.000 kroner i støtte fra Indenrigs- og Boligministeriets landdistriktspulje.
I går, mandag, offentliggjorde Bolig- og Planstyrelsens officielle hjemmeside livogland.dk en liste over en række projekter i områder med landvindmøller, som har fået støtte. Og heriblandt er to projekter i Lolland Kommune og et i Guldborgsund Kommune.
Flest penge er der til en ansøgning, som Kramnitze Beboerforening står bag. Foreningen har fået 678.125 kroner til to delprojekter i Kramnitze-Hummingen-området på den lollandske sydkyst. Det ene delprojekt går på at etablere en gang-, cykel- og udsigtsbro over afvandingskanalen ved pumpestationen ved havnen i Kramnitze, mens det andet projekt går på at etablere et såkaldt solnedgangsspot med et bord- og bænkesæt samt et opholdsrum på molehovedet på østmolen.
Cykelbroen vil ifølge projektbeskrivelsen blive udført som syv fag der kan afmonteres, så der kan skiftes sluseporte under selve broen. Et af målene med projektet er at binde Kramnizte og Hummingen bedre sammen.
Det andet projekt i Lolland Kommune, som har fået tilskud, er en ny anløbsbro samt et udekøkken på Albuen på Vestlolland. Det er den selvejende institution Hestehovedet Lystbådehavn, som står bag ansøgningen. Ifølge projektbeskrivelsen er der hårdt brug for en ny anløbsbro i naturhavnen, idet den ene af de to nuværende er i så dårlig stand, at det er på grænsen til at være farligt at opholde sig på den.
Det tredje projekt, der har fået støtte, er hjemmehørende i Guldborgsund Kommune, hvor foreningen Falsters Hjerte, som dækker en række landsbyer i den tidligere Stubbekøbing Kommunes område, har fået 491.292 kroner. De skal bruges til en ny multibane og en aktivitetsplads, hvor der både kan spilles fodbold, basket, minibold, volley, badminton, tennis samt klatres på klatrevægge, fremgår det af projektbeskrivelsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned