Markant dyk: Langt færre fugle på Falster

Optællinger fra fuglestationen i Gedser og i resten af Norden viser et markant fald. Arkivfoto: Jan Knudsen

I løbet af efteråret er der observeret langt færre småfugle ved Gedser Fuglestation end året før. Det samme billede tegner sig i hele Norden, viser tal.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis du har haft en fornemmelse af, der har været færre fugle på visit i din have i løbet af efteråret, end hvad der normalt er tilfældet, er det ikke bare dig, der har fået pip.

Tal fra fuglestationer i Danmark, Norge og Sverige bekræfter nemlig, at der har været et markant fald i antallet af småfugle på træk i seneste efterår. Det skriver gylle.dk.

Tal fra de tre fuglestationer, som DOF/BirdLife Danmark driver, viser, sammen med tal fra vores nordiske naboer, et tydeligt dyk i antallet af ringmærkede fugle i forhold til i efteråret 2023. Et dyk, der er en fortsættelse af de seneste ti års tendens.

Halveringer

Især lokalt er der set et markant dyk. På Gedser Fuglestation er forskellen fra efteråret 2023 frem til 2024 til at få øje på.

Her er man gået fra 3.009 ringmærkede fugle i 2023 til 1.363 i seneste efterår. Det er et fald på 55 procent.

Ved DOF/Birdlife Danmarks to andre fuglestationer i Blåvand og Skagen ses også fald. På førstnævnte er man gået fra 3.278 til 2.634 ringmærkede fugle, mens tallet ved Danmarks nordligste punkt er faldet fra 1.690 til 910. Der er tale om fald på henholdsvis 20 og 52 procent.

Tilsvarende er der set en halvering i antallet af ringmærkede fugle ved den svenske fuglestation i Falsterbo i det sydvestlige Sverige, mens man også ser tæt på en halvering i det sydlige Norge.

Ved ringmærkningerne fanges der langt overvejende sangfugle og andre små arter som mejser, fuglekonger og finker.

I træktællingerne ses også et markant fald i antallet af spurvehæge, som næsten udelukkende lever af småfugle. Ved Gedser er der i efteråret 2024 oplevet et fald på 54 procent i antallet af observationer af rovfuglen i forhold til året før.

Mulig forklaring

Simon Christiansen, som er leder af Skagen Fuglestation, peger på dårlig ungeproduktion i 2024 som en mulig forklaring.

- Mange småfugle trak meget tidligt mod nord i foråret med høje cifre på fuglekonger i marts og rekordtidlige ankomster af afrikatrækkende arter. I starten af april blev der rigtig koldt, hvilket kan have “overrasket” de tidligt trækkende fugle og påvirket deres dødelighed, siger han til gylle.dk.

Mediet peger også selv på en mulig forklaring og skriver følgende:

"For nogle år siden var folk i Bruxelles og Firenze begyndt at udtrykke bekymring over det stigende antal fund af døde nyklækkede fugleunger (mejser) i deres redekasser. Da disse bekymrede personer underrettede fuglebeskyttelsesforeningen "Vogelbescherming Vlaanderen" og den økologiske havearbejderforening "Velt", satte de gang i en crowdfunding-finansieret undersøgelse. Over 1000 mennesker fremsendte døde mejser og deres reder, som blev analyseret, og en rapport kunne offentliggøres i 2019 med chokerende resultater."

I rapporten fremgik det, at der blev fundet 36 forskellige pesticider i de 95 reder, skriver gylle.dk.