Mere snavs på hænderne: Middelaldercentret har skabt nye skoleforløb

Fremover kan skolebørn regne med at flere aktiviteter i forbindelse med besøg hos Middelaldercentret. Arkivfoto: PL-Photo.dk

Efter testforløb med lokale elever er Middelaldercentrets undervisning blevet opdateret med mere bevægelse, leg og deltagelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skal mere snavs på hænderne og grin i luften, når skolebørn fremover besøger Middelaldercentret. Her har man længe tænkt, at centrets skoleforløb trængte til en opdatering, hvor inddragelse og fysisk aktivitet skulle fylde mere.

I efteråret fik en række lokale skoler lov til at være forsøgsdyr, da centret testede nye undervisningsforløb - og det viste sig at være guld værd.

- Vi havde efterhånden bevæget os langt væk fra det, der gør Middelaldercentret unikt - at lære om Middelalderen ved at være aktiv, social og blive snavset. Vi ville et sted hen, hvor den gode oplevelse for skolebørnene kom mere i centrum. Men fra den erkendelse, til at finde form og indhold på det enkelte forløb, er der langt. Det er kun takket være de velvillige testskoler, at vi er nået så langt. Vi har nu skabt en serie skoleforløb, der dyrker det, der gør centret enestående, siger museumsinspektør Thit Birk Petersen i en pressemeddelelse.

Vi har nu skabt en serie skoleforløb, der dyrker det, der gør centret enestående.

Thit Birk Petersen

Penge fra Fokuspuljen

Ændringerne kræver, at formidlerne opkvalificeres. Derfor har Middelaldercentret modtaget "en generøs bevilling" gennem Guldborgsund Kommunes Fokuspulje, som blev oprettet sidste år.

- Guldborgsund Kommunes Fokuspulje er en pulje, som i den grad er designet efter kultur- og fritidsaktørernes behov. Modsat mange andre puljer - hvor man skal følge andre dagsordener end det, man står og har brug for - kan Fokuspuljen søges til kulturudvikling, hvor der går en lige vej fra ansøgeren til noget, der skaber værdi for borgeren. Det er vores skoleforløb et glimrende eksempel på, siger centerchef Andreas Bonde Hansen og fortsætter:

Manglede muskler

- Vi sad med en stærk, evidensbaseret viden om, hvad der skal til for at skabe enestående skoleforløb for Guldborgsunds skolebørn, men manglede muskler til at få det sat i værk - hurtigt. Havde vi ikke haft Fokuspuljen, havde Guldborgsund været nogle børne- og skoleoplevelser af allerhøjeste kvalitet fattigere, lyder det fra centerchefen.

Om Fokuspuljen

  • Fokuspuljen har til formål at understøtte aktiviteter og projekter til gavn for fællesskabet og som kan sætte de lokale potentialer i spil.
  • Fokuspuljen henvender sig til folk, der gerne vil realisere en projektaktivitet, som har rod og omdrejningspunkt i: Fritids- og foreningsliv, oplevelser, kultur, udvikling og samarbejde.
  • Foreninger, organisationer, institutioner eller lignende med tilknytning til Guldborgsund Kommune og kunstneriske og kulturelle virksomheder kan søge midler fra puljen.
Kilde: Guldborgsund Kommune

De nye skoleforløb handler om alt fra historiske lege og madlavning til teamwork og fri leg i den gamle middelalderby.