MF'ere klar til et nyt folketingsår

Et nyt folketingsår står for døren. Foto: Arkivfoto

På tirsdag begynder det nye folketingsår officielt. Folketidende har talt med lokale folketingsmedlemmer.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Et nyt folketingsår står for døren, og på tirsdag begynder det hele officielt.

Her vil statsminister Mette Frederiksen (S) holde sin åbningstale, og blandt tilhørerne i salen vil være de lokale og lokalt valgte folketingsmedlemmer fra eller med tilknytning til Lolland-Falster.

Folketidende har spurgt dem, hvad de forventer sig af det kommende folketingsår, set med lokale briller.

Vi stillede dem følgende spørgsmål:

1: Hvilke lokale (Lolland-Falster) emner - eller emner med lokal relevans - vil du særligt arbejde for i det kommende folketingsår?

2: Om rundt regnet halvanden måned er der kommunal- og regionsvalg. Hvilken betydning får det for dit politiske arbejde i den kommende tid?

3: Tror du, der bliver udskrevet folketingsvalg i løbet af det kommende års tid?

Se svarene, som bringes i vilkårlig rækkefølge, herunder.

Lennart Damsbo-Andersen (S):

1: - Det er svært at svare enkelt på, for der er så mange ting, der presser sig på. Men det her med hele tiden at følge op på konsekvenserne og mulighederne i forhold til byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen og sikre så mange lokale arbejdspladser som muligt, både direkte på byggeriet og i afledte servicefunktioner, er meget vigtigt. Alle de, der kan, skal have mulighed for at være med, og det gælder også de lokale sociale virksomheder.

2: - Jeg skal selvfølgelig passe det almindelige lovgivningsarbejde på Christiansborg, som jo går i gang igen nu.

- Men jeg vil også bruge tid lokalt på at støtte de socialdemokratiske kandidater. Jeg har blandt andet en aftale med Simon Hansen, som er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Guldborgsund Kommune, om, at vi skal ud at sætte valgplakater op sammen, når det bliver tilladt.

3: - Jeg ser ikke for mig, at der bliver udskrevet folketingsvalg i denne samling. Måske er der nogle, der ønsker sig det, men der er nok også nogle, som overhovedet ikke ønsker sig det. Personligt synes jeg, at vi skal have ro på nu så længe som muligt med alle de ting, vi har i gang. Jeg tror også, at statsministeren har det udmærket med at kunne få lavet noget politisk arbejde nu, og styrken for den nuværende regering er jo, at den kan samarbejde til begge sider i folketingssalen.

Christian Juhl (EL):

1: - I det kommende folketingsår vil en stor del af mit fokus være rettet mod, at der skal uddannes flere unge inden for de erhvervsrelaterede uddannelser. Og ikke mindst et fokus på de to byggerier i lokalområdet, den nye Storstrømsbro og Femern-forbindelsen. Fokus på byggerierne skal ikke mindst handle om arbejdsmiljø.

- Specielt i den tidlige fase af byggeriet på Storstrømsbroen var der alt for mange arbejdsmiljøsager, og det skal ikke gentages.

- Et andet fokus bliver klimaet. Vi er herhjemme bagud med hensyn til forbedring af klimaet, og der skal arbejdes med at få lavet nogle understøttede indsatser. Alle skal gøre sig umage. Og specielt inden for transport, energi og landbrug er der mulighed for at gøre noget.

Problematikken omkring Sognefogedvænget i Rødbyhavn, hvor Lolland Kommune afviste, at beboerne per automatik kunne flytte tilbage efter endt renovering af lejlighedsbyggeriet, vil også i den kommende folketingssamling blive fulgt tæt af Christian Juhl.

- Boligminister Kaare Dybvad har meldt ud, at Lolland Kommune ikke må forhindre borgerne i at få fortrinsret til at vende tilbage efter renovering. Nu vil jeg bede om at få et samråd med ministeren for at sikre, at beboerne kan vende tilbage, og at der generelt ikke skal være en sådan mulighed for kommunerne.

2: - Jeg vil naturligvis hjælpe de lokale valgkredse med at synliggøre deres kandidater.

3: - Det er vigtigt at få overstået kommunal- og regionsrådsvalget, uden de bliver overskygget af et folketingsvalg, og jeg kan ikke på nuværende tidspunkt se, at et folketingsvalg skulle være på vej. I givet fald bliver det tidligst til foråret.

René Christensen (DF):

1: - Jeg vil stadig presse på for, at provinsbyer, der ligger kystnært, får mulighed for at udvikle sig med nye kystnære udstykninger til privatbeboelse / sommerhuse. Vi har særligt her i Guldborgsund Pandebjerg, som bør færdiggøres ned mod sundet. Det kan ikke være rigtigt, at København kan udvikle nye boliger i et Natura 2000-område med et landplanstillæg fra Christiansborg, hvis vi ikke kan forlænge byen yderlige.

- Landbrug fylder meget lokalt, så landbrugsforhandlingerne er også vigtige for os lokalt. Den grønne omstilling er bestemt noget, der også kommer til at fylde i efteråret, hvordan når vi vores mål på de 70 procent?

2: - Jeg er personlig så heldig, at jeg selv er opstillet til kommunalvalget i Guldborgsund Kommune, så det fylder selvfølgelig på den lokale dagsorden. Jeg har dog som finansordfører også lovet at komme ud i valgkampen i andre kommuner. Valgkamp er en dejlig tid, hvor vi viser, hvor vores partier og personer står. Det er det smukke ved demokratiet, at vi i Danmark kan diskutere dette i det offentlige rum i en for det meste god tone.

3: - Det er kun statsministeren, der ved det, men Dansk Folkeparti og jeg er altid klar til et folketingsvalg.

Kasper Roug (S):

1: - Jeg vil arbejde videre med, at specielt videregående uddannelser koblet op på de to store byggerier i området, Storstrømsbroen og Femern-forbindelsen, bliver en realitet. Det er vigtigt, at elementfabrikken bliver permanent ved Rødbyhavn, også efter tunnelen er færdigbygget. Og i den forbindelse skal der flere uddannelsesmuligheder til i området. Vi skal nu i gang med at have afklaret, hvilke uddannelser der kan blive tale om.

Et andet stort emne i det kommende folketingsår er ifølge Kasper Roug de igangværende landbrugsforhandlinger, som indeholder afklaring på landbrugsstøtten. Et tredje meget stort emne for Kasper Roug de kommende år bliver grøn energi og CO2-afgift.

- De helt store energikrævede fabrikker i landet er de to lokale sukkerfabrikker, som velvilligt har ja til omstilling til biogas. Dernæst er det vigtigt at sørge for, at rammevilkårene for omstillingen bliver gode. Ikke mindst for at kunne fastholde den slags produktion i Danmark.

Kasper Roug er netop blevet udnævnt til miljøordfører i Socialdemokratiet, efter at Mette Gjerskov er blevet sygemeldt.

- Det er vigtigt at skabe bedre rammer for nationalparker og naturområder, og jeg vil gerne, at vi kunne inddrage privatejede områder. Både i forhold til den rekreative turisme, men også for folkets sundhed, som gerne skulle kunne bevæge sig ud i natur- og skovområder, som er ren natur og ikke kun i ensidigt dyrkede bøgeskove.

2: - Det er meget vigtigt for os folketingsmedlemmer, at vi har et godt samarbejde med de lokale borgmestre. Og det føler jeg, at jeg har. Naturligvis støtter jeg lokalt op om Simon Hansens kandidatur i Guldborgsund Kommune og er sikker på, at Holger Schou Rasmussen bliver genvalgt i Lolland Kommune.

- På regionsplan er det en gave for et lokalt folketingsmedlem at have en lokal regionrådsformand (Heino Knudsen, red.), som gør et stort stykke arbejde på sundhedsområdet på Lolland-Falster.

3: - Der kan jo altid ske noget i politik, men her og nu tror jeg ikke, at der bliver udskrevet valg i den kommende folketingssamling.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Anne Valentina Berthelsen (SF) inden deadline.