NØRRE ALSLEV-DRENG SKIFTER TIL JYSK LIGAKLUB

Skjerns sportschef Thomas Klitgaard (til højre) byder Frederik Albrechtsen velkommen i det vestjyske. Foto: Skjern Håndbold

Frederik Albrechtsen skal fra sommer og tre år frem tørne ud for Skjern Håndbold.

Offentliggjort Sidst opdateret

NØRRE ALSLEV: Der har været mange overvejelser hjemme i Nørre Alslev, men nu har håndboldtalentet Frederik Albrechtsen sin fremtid på plads. Den bare 16-årige venstreback skal i de kommende tre sæsoner tørne ud for de flerdobbelte danske mestre fra Skjern Håndbold.

Det bliver dog ikke ligahåndbold lige med det samme, selv om det på sigt naturligvis er målsætningen.

Frederik Albrechtsen skal gå på Skjerns talentakademi, hvor han udover håndbolden skal tage enten handels- ellers gymnasieuddannelsen.

Det er planen, at han skal spille op klubbens U/17-hold til at starte med, men langsomt men sikkert skal han snuse til Liga-holdet.

Håndboldkarrieren begyndte i Nordfalster SK, hvorfra han skiftede til HMH Maribo og dernæst to sæsoner i Køge, inden han fra indeværende skoleår startede på Vejle Idrætsefterskole, der netop har vundet deres U/17 1. divisionskreds og efter jul skal spille i U/17-Ligaen.

Det er også her, de store klubber har fået øje på talentet, der på trods af sin alder allerede måler 191 cm og vejer 92 kilo, fortæller far Jimmy Albrechtsen, der tidligere har trænet Team Sydhavsøerne.

- Der er blevet hevet og flået i Frederik fra mange klubber, og vi har været på besøg flere steder, men da vi først havde været i Skjern, var valget ikke svært, beretter Jimmy Albrechtsen og fortsætter:

Ordnede forhold

- Når man skal sende sin knægt på 16 år væk i tre år, så skal det være under ordnede forhold, og det er det bare ovre i Skjern. Det er en bundsolid klub med de rette værdier og gode mennesker hele vejen rundt, der vil Frederik det bedste, siger Jimmy Albrechtsen.

Han var sammen med sønnike en tur i Skjern onsdag aften, hvor de fik de sidste detaljer på plads og overværede Skjerns European League-gruppekamp mod Sporting Lissabon i den imponerende Skjern Bank Arena med plads til over 3.000 tilskuere.

I modsætning til andre akademier vælger Skjern nogle ganske få spillere ud, som de satser på at gøre til Liga-spillere, og det er også håbet med Frederik Albrechtsen, siger vestjydernes sportschef og mangeårig stregspiller i klubben Thomas Klitgaard.

- Frederik er en dygtig ung spiller, der har alle forudsætninger for at blive Liga-spiller, og det håber vi, at han kan udvikle sig til hos os. Han har alle de ting der skal til både håndboldmæssigt og mentalt, og generelt så har vi fået et indtryk af, at han bare er en rigtig god dreng med nogle gode værdier, der passer rigtig godt ind hos os. Jeg er overbevist om, at det er et perfekt match, siger sportschefen.