Efter fem-seks indbrudsforsøg på få måneder har frisør fået nok
David ArnholmDavidArnholm
OffentliggjortSidst opdateret
Ved halvfemtiden natten til torsdag blev frisør Gert Mortensen ringet op af vagtselskabet G4S. En tyv havde forsøgt at bryde ind i frisørsalonen på Axeltorv. Igen-igen-igen-igen ...
Siden november har der været fem-seks forsøg på indbrud i Frisør Gert, og den ene gang - 3. december - havde tyven held med sit forehavende. Et skuffedarium med kosmetik blev ribbet, og tyven stak også af med dyre shampooer af mærket Macadamia.
De mange indbrudsforsøg har fået Gert Mortensen og hans udlejer til at opruste: Dørkarmen er blevet forstærket. En ekstra lås er sat på. Der er installeret alarm. Og der er lavet en aftale med vagtfirmaet G4S, som jævnligt kører forbi og holder øje med butikken.
Og forleden blev der sat hærdet glas i dørens rude. Men samme nat var den altså gal igen.
- Jeg tror, det er fordi, jeg lige har fået fyldt op på hylderne med Macadamia-shampoo. Det har man kunnet se udefra, siger Gert Mortensen og fortæller, at indbruddene og skaderne koster på selvrisikoen.
Annonce
- Og det tærer også lidt på ens kræfter. Det her er ikke til at holde ud, bemærker han og viser, hvordan dørkarmen er fuld af mærker fra koben, eller hvad tyven nu har brugt i forsøget på at trænge ind.
Nu vil han gøre endnu mere for at sikre sin salon.
- Nu vil jeg hurtigst muligt have video-overvågning, siger Gert Mortensen, der har rådført sig med politiet om, hvordan det kan sættes op lovligt.
Men her stopper det ikke. Sammen med udlejeren vil han undersøge muligheden for at få monteret gitre, der kan sænkes om aftenen. Han er dog godt ærgerlig over, at det er nødvendigt.
- Det bliver en kedelig by, hvis der skal være gitre foran alle forretningerne ligesom i Sydeuropa, bemærker han, inden han tilser en kunde, der er ved at få lavet striber i håret.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned