Ny invasion kan være på vej: Det kan komme ud af kontrol

De uindbudne gæster kan være på vej ind i netop dit hus på Lolland-Falster. Foto: Colourbox

Selvom antallet af rotteanmeldelser falder, advarer man fortsat mod de uvelkomne gæster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er egentlig gode nyheder, hvis man hører til dem, der er træt af at få besøg af rotter i ens hjem.

For nye tal viser, at antallet af rotteanmeldelser er faldet på Lolland-Falster i år. Det skriver GF Forsikring i en pressemeddelelse.

Lollands Kommune registrerede et fald på 21 procent i antallet af anmeldelser i januar og februar i år sammenlignet med samme periode i 23. Tendensen bekræftes i en rundspørge i størstedelen af landets kommuner, hvor det tyder på, at faldet af rotteanmeldelser gælder i hele landet.

Det handler om at holde fast

Den udvikling glæder direktøren for skadehjælp i GF Forsikring, Martin Rundager, men selvom det er gode nyheder, så advarer han alligevel mod at "hvile på laurbærrene".

- Det er positivt, at rottekurven ser ud til at være knækket. Men vi ved samtidig, at rotterne er gode til at finde andre og nye veje - og når nu vores kloakker er blevet bedre, er der en risiko for, at de uvelkomne skadedyr finder en anden måde at overleve på. Så nu handler det om at holde fast, for vi ved af erfaring, at der skal utrolig lidt til, for at tallet eksploderer igen, siger han.

Samme holdning har biologen Morten Helholm fra Mortalin Skadedyrservice og Fødevaresikkerhed. For der skal ikke meget til, før udviklingen går den anden vej, og tingene kommer ud af kontrol.

- Rotter er afhængige af frihedsgrader, som vi mennesker giver dem. Det kan f.eks. være defekte kloakker og madrester. Og hvis man rækker dem en lillefinger, så er de der med det samme. Og vi ved, at de har et overlevelsesinstinkt og et enormt stort formeringspotentiale, siger han i pressemeddelelsen.

Sådan undgår du rotterne

Martin Rundager giver husejerne gode råd med på vejen til, hvordan man bedst undgår at få rotterne på besøg i sit hjem.

- Rotter søger ly og skjul på steder, hvor der er varme, mad og drikke. Så det handler om at tænke som en rotte for at forebygge, at rotterne kan komme ind. Hvis du alligevel skal i haven her op til påske, så kan du f.eks. tjekke området omkring kompostbunken og skraldespanden.

- Du kan også tjekke fundamentet rundt omkring huset for huller – det kan være tegn på, at der er rotter på spil. Ellers er det bedste råd ikke at efterlade mad eller madrester udendørs, for det ved vi tiltrækker rotter. Derudover bør du tømme huset eller sommerhuset for mad, sæbe og stearinlys, hvis du er væk i længere perioder – og endelig råder vi til at holde loftet og kælderen rent og ryddeligt og opbevare sine ting i tætte og robuste beholdere, siger han.

Hvis du opdager en rotte, er du forpligtet til at anmelde det til din kommune, da bekæmpelse af rotter ligger i deres regi.