Ombudsmand: En meget usædvanlig sag

Foto: OLESEN PETER HOVE/POLFOTO

Sager som Carsten Andersens om ytringsfrihed som offentligt ansat er der meget på af.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sagen fra Lolland Kommune, som i maj 2016 landede på Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensens bord, er usædvanlig.
Det slår Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen fast.

Sagen handler om Carsten Andersen, ansat i seniorjob i kommunen, der på Facebook blandt andet om Lolland Kommunes kommunaldirektør, Thomas Knudsen, har skrevet “Nu må idiotien da snart stoppe. 547,481 kr. til en person, der måske ikke har sandhed som sin største spidskompetence.... Og så genansætte ham... Hvad sker der lige...”.

Det fik han en advarsel for med henvisning til illoyal adfærd. Den advarsel var Carsten Andersen uenig i, og han klagede derfor til Folketingets Ombudsmand, fordi han mente, at advarslen var en krænkelse af ytringsfriheden.

Folketingets Ombudmand kom så for godt halvanden uge siden med sin udtalelse i sagen, hvor han på den ene side mener, at Carsten Andersens udtalelser var urimelig grov og overskred grænserne for hans ytringsfrihed.

Samtidig mener Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, at Lolland Kommune ikke kunne give Carsten Andersen en advarsel med henvisning til illoyal adfærd.

- Vi har de senere år oplevet et stigende antal sager, som typisk handler om myndigheder, der uretmæssigt har begrænset offentligt ansattes ytringsfrihed, fortæller Jørgen Steen Sørensen til Folketidende.

Men sager som denne er der meget få af.

- Det er sjældent, at vi behandler sager om, hvornår man bliver urimeligt grov. Derfor vil denne sag også i fremtiden danne præcedens for lignende sager i fremtiden, vurderer Jørgen Steen Sørensen.

Ifølge Jørgen Steen Sørensen har man - også som offentlig ansat - meget vide rammer for, hvor kritisk man må være overfor egen ledelse.

- Man må gerne udtrykke sig kontant og efterlade skarp kritik, men i den konkrete sag overskrides grænsen ved, at der fremsættes beskyldninger om at lyve, uden at der efterfølgende bliver fremlagt dokumentation for den påstand, siger Jørgen Steen Sørensen.

Du kan læse Ombudsmandens udtalelse herunder, og læse mere om sagen i tirsdagens udgave af Folketidende.