Pandekagemand har fået husly hos Mama's
Michael Sean Collins, også kendt som The Pancake Man. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Michael Sean Collins, også kendt som The Pancake Man, har fået nye aftaler, efter at hans stadeplads blev nedlagt.
Den, i hvert fald i Nykøbing, ganske kendte pandekagemand Michael Sean Collins - med forretningsnavnet The Pancake Man - har fået en hjælpende hånd af et par andre lokale erhvervsdrivende efter, at Guldborgsund Kommune nedlagde hans stadeplads i gågaden i Nykøbing og i stedet har tilbudt ham at blive en del af den øvrige torvehandel (læs mere her).
Det tilbud har Michael Sean Collins ikke lyst til at benytte sig af, og nu har han fået hjælp af to andre lokale erhvervsdrivende, som gerne vil have besøg af The Pancake Man.
- Jeg blev ringet op af Elisabeth Larsen fra Mama's i Skolegade i sidste uge, og hun tilbød, at jeg kunne komme og stå på hendes terrasse på onsdag (i morgen, red.) fra klokken 11 til 17. Hun tænkte, at det ville være et godt samspil til hendes egen forretning.
- Johnny Andersen fra Restaurant Lupinen på Bøtø har også kontaktet mig, så der skal jeg ned på fredag og søndag i denne uge, regner jeg med. Jeg er glad for, at der er nogle af de forretningsdrivende, der vil give mig en håndsrækning og ikke ser mig som en trussel. Det er sgu dejligt, siger Michael Sean Collins.
På caféen Mama's i Nykøbing glæder indehaver Elisabeth Larsen sig til at få besøg af The Pancake Man.
- Han bidrager med noget glæde til byen med sin lyserøde vogn, pandekageduften og sæbeboblerne. Han er et ansigt, man kender.
- Jeg tror på, at hans besøg vil være med til at skabe en meromsætning hos mig, og jeg håber, at han vil komme og stå hos mig, når han har tid og mulighed for det. Han er altid velkommen, siger Elisabeth Larsen.
- Det er sikkert fint, at man vil samle al torvehandel i byen oppe omkring Torvet og Lilletorv, men det har også en betydning nede i den anden ende af gågaden, som i forvejen er lidt en død ende, tilføjer hun.
Michael Sean Collins glæder sig til at vende tilbage til bybilledet onsdag.
- Jeg kan se på Facebook, at der er mange i byen, der har savnet mig, fortæller han.
Han oplyser, at han også overvejer at stille sin pandekagebil op i Næstved engang imellem og ellers se, hvad han kan finde af engagementer rundt omkring.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned