Prognose: Trump vinder i Pennsylvania og Wisconsin
Vælgere står i kø ved et valgsted i Bethlehem, Pennsylvania, tirsdag. Foto: Samuel Corum/Ritzau Scanpix
Samuel Corum/Ritzau Scanpix
Edison Research vurderer, at Trump vinder yderligere to vigtige svingstater, som tilsammen giver 29 valgmænd.
Republikanernes Donald Trump står til at vinde svingstaterne Pennsylvania og Wisconsin i en prognose fra analyseinstituttet Edison Research.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Prognosen er lavet på et tidspunkt, hvor 94,1 procent af stemmerne er talt op i Pennsylvania, mens 85 procent af stemmerne er optalt i Wisconsin.
Trump får 50,9 procent af de optalte stemmer i Pennsylvania, hvor Demokraternes Kamala Harris får 48 procent af stemmerne.
I Wisconsin får Trump 51,1 procent af de optalte stemmer, og Harris får 47,3 procent af stemmerne.
Nyhedsbureauet AP har endnu ikke erklæret en vinder i de to stater.
AP har et omfattende apparat, der sammenholder en lang række data med oplysninger fra stemmeoptællingerne på valgstederne, og på den baggrund kan nyhedsbureauet erklære vindere i de enkelte stater.
Der er i alt syv svingstater ved dette præsidentvalg. Fordi der har været ekstremt tæt løb i meningsmålingerne mellem Trump og Harris i valgkampen, har fokus primært været på netop svingstaterne.
Tidligt onsdag morgen (dansk tid) blev Trump erklæret som vinder i den første svingstat, North Carolina. Efterfølgende har AP også erklæret republikanernes præsidentkandidat som vinder i svingstaten Georgia.
De resterende svingstater er Arizona, Michigan og Nevada.
Pennsylvania og Wisconsin kan sikre Trump henholdsvis 19 og 10 valgmænd.
Pennsylvania er den svingstat, der har den største befolkning og det højeste antal valgmænd, og delstaten anses derfor for at være den vigtigste stat at vinde ved præsidentvalget.
Det kræver samlet mindst 270 valgmænd at vinde valget.
Ved præsidentvalget i 2020 vandt Demokraternes Joe Biden Pennsylvania, mens det i 2016 var Donald Trump, der vandt staten.
Wisconsin blev i 2020 også vundet af Joe Biden, mens Wisconsin i 2016 blev vundet af Donald Trump.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie