Regentparret kigger måske mod Grønsund igen

Foto: Claus Hansen (arkiv)

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun blev forbigået i sommer, da regentparrets program omkring det første stop på sommertogtet med Kongeskibet Dannebrog blev præsenteret. Men nu kommer der måske en ny chance til Bogø-Stubbekøbing-overfartens lille populære træfærge “Ida” for at vise sig frem over for kongelige gæster.

I anledning af den officielle åbning og indvielse af Danmarks Borgcenter samt 100-året for Vordingborg Kaserne er Dronning Margrethe og Prins Henrik nemlig inviteret med som gæster ved festlighederne, der forventes at foregå i Vordingborg Kommune i dagene omkring den 6. til 8. september næste år.

Endnu er der ikke nogen endegyldig planlægning af ovenstående festligheder, men hvis det står til Vordingborg Kommune skal Dronning Margrethe og Prins Henrik på det sene sommertogt med Kongeskibet Dannebrog i begyndelsen af september næste år lægge vejen forbi Vordingborg og her blandt andet opleve et til den tid næsten færdigt borgcenter. Bliver dén kongelige kabale realiseret, er det også planen hos Vordingborg Kommune, at de kongelige gæster skal se nærmere på Bogø og “M/F Ida”.

- Jeg kender intet til det og får nok heller ikke noget at vide før til allersidst, hvis det bliver til virkelighed. Men selvfølgelig ser vi da meget gerne regentparret om bord på Ida, lyder det fra formand for Idas Venner, Ove Paarup.