Ritz satser på de lokale råvarer

Ægteparret Bekir Justin Coban og Sadie Christiansen foran Ritz Café og Cocktailbar. Foto: Claus Hansen

Ritz Café og Cocktailbar er klar til åbning fredag 1. december

Offentliggjort Sidst opdateret

Der render endnu håndværkere rundt, der sørger for, at de sidste ting bliver færdige til tiden i lokalerne på Torvet 4, Nykøbing.

For på fredag 1. december slår ægteparret Sadie Christiansen og Bekir Justin Coban nemlig dørene op til Ritz Café og Cocktailbar.

- Der mangler stadig nogle ting, men det ser nok ud af mere, end det egentlig er, siger Sadie Christiansen, der forsikrer, at alt bliver klar, men at malerierne, der skal op på væggene, må vente lidt endnu.

- Vi har været længe undervejs nu, og vi glæder os rigtig meget, siger hun.

Sammen med sin mand vil hun nu give et nyt bud på, hvordan man også kan drive et spisested.

- Vi har besøgt mange spisesteder, men der var noget, vi savnede. Der bliver for eksempel serveret mange stjerneskud, og det er restauranterne gode til at lave, så det skal vi selvfølgelig ikke kopiere, forklarer Sadie Christiansen.

Derfor har hun og husbonden valgt, at Ritz Café og Cocktailbar skal have speciale i lokale, friske råvarer. De har for eksempel fravalgt de store ølmærker og vil i stedet lange Krenkerup-øl over disken, servere oste og honning fra Knuthenlund og kirsebærvin fra Frederiksdal. Og så vil Slagter Engdahl fra Holeby lave pølser og bøffer ud fra en opskrift, som kun slagteren og Sadie Christiansen kender til, ligesom de leverer steaks.

- Vi kommer til at udvide med flere lokale leverandører, men vi begynder med nogle stykker, og så kan vi forfine senere, siger Sadie Christiansen, der også vægter det meget højt, at fødevarerne bliver sæsonprægede.

Læs mere om den nye café i lørdagens Folketidende.

Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed