SKOMAGERENS HUS ER SAT TIL SALG

Ikke mange kommer i gården bag huset, hvor der er indgang til skomagerværksted til venstre i billedet. Foto: Daniel Brøns

Uanset hussalg, skal tøjforretningen leve videre.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Det kræver noget arbejde at vedligeholde 440 kvadratmeter med butik, to lejligheder, skomagerværksted, have og meget andet.

Derfor skal man sælge fra, mens man stadig er frisk.

Det mener indehaveren af tøjforretningen "Ledam", som nu sammen med sin mand har besluttet at sælge den store ejendom, som hendes far og mor, Valdemar og Ragna Ledam, oprindeligt købte i 1956.

- Det er selvfølgelig vemodigt at sige farvel til en bygning, som har været i familien så længe, men jeg ved jo godt, at intet varer evigt, og så er det jo bedre at tilpasse sig til mindre arbejde, inden omstændighederne tvinger dig til at sælge, siger Birgitte Ledam, der sammen med sin mand nænsomt har vedligeholdt alle de mange kvadratmeter - og moderniseret løbende.

De håber derfor, at det hele bliver solgt ret hurtigt.

Herefter vil hun fortsætte i butikken som lejer.

- Det er jo oplagt for en køber at gå ind i det, for så har de jo mig som lejer i butikken i en årrække derefter, siger Birgitte Ledam, der hidtil har boet på førstesalen, men nok snart skal på boligjagt i Maribos centrum.

Skomageren blev ved

Hvor længe hun bliver ved i butikken, vil hun ikke spå om, men kigger man på familietraditionerne, arbejdes der til en sen alder.

- Min far Valdemar er 93 år, og han stoppede altså først i skomager-værkstedet i foråret, siger forretningskvinden, der lige nu også er på udkig efter et museum, der måske kan bruge de mange effekter fra skomager-værkstedet, der er fuldstændig som dengang, huset blev overtaget og blev skomagerforretning - og siden skobutik.

1. september 1994 overtog Birgitte butikken, så nu nærmer hun sig 30-årsjubilæet i 2024.

- Men jeg elsker mit arbejde, så det kan sagtens være, at mange flere jubilæer følger, siger hun.