Snart større mulighed for boliglån - i alle postnumre

For næsten hele Lolland-Falster gælder, at man kan få statsgarantien i forbindelse med køb af huse med en kvadratmeterpris på under 10.000 kroner. I tre postnumre omfatter garantien kun boliger med en kvadratmeterpris på under 8.000 kroner. Grafik: Tina Klesiewicz

Staten er klar til at garantere for lån til køb af billige huse.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER: Et treårigt forsøg med en statsgaranti skal gøre det nemmere at få et lån til en billig bolig i landdistrikterne. Forslaget, der har været længe undervejs, blev tirsdag vedtaget af Folketinget og træder i kraft 1. juli.

”Boligmarkedet i nogle yderområder af landet har været udfordret siden finanskrisen. Det betyder blandt andet, at nogle forbrugere i disse områder har haft sværere ved at finansiere deres boligkøb. Hensigten med lovforslaget er derfor at skabe bedre mulighed for at opnå finansiering, særligt i landdistrikter, i tilfælde hvor det ikke er muligt at optage lån på almindelige vilkår uden en statsgaranti.”

Sådan står der i bemærkningerne til lovforslaget, hvor det også forklares, at målet er at sikre, at der også i fremtiden er liv i landdistrikterne. For at opnå det er det afgørende, at folk har en rimelig mulighed for at købe boliger her, og som det også forklares:

”Målgruppen for lovforslaget er forbrugere, der er vurderet kreditværdige, men som har vanskeligt ved at få boliglån på grund af forhold vedrørende ejendommens placering eller omsættelighed.”

Afsætter 21 millioner

Idéen er, at garantien skal reducere den risiko, realkreditforeningerne løber, når de bevilger et boliglån. Kan køberen ikke betale sit lån tilbage, hænger staten på en del af regningen - nærmere bestemt 90 procent af den del af lånet, staten har garanteret for, mens kredititforeningen hænger på resten. Det skal gøre det mere attraktivt for kreditforeningerne at bevilge lånene.

Statsgaranti til boliglån

Når man køber et hus, kan man - hvis man bliver godkendt til det - få et realkreditlån på 90 procent af kontantværdien (som ikke nødvendigvis er det samme som købesummen). Man skal altså selv komme med en udbetaling på 10 procent.

Lovforslaget lægger op til, at statsgarantien - der administreres af Finansiel Stabilitet - kan dække belåningen i intervallet mellem 60 og 90 procent af ejendommens kontantværdi på handelstidspunktet. Denne del af lånet kan ikke være afdragsfrit.

Garantien gælder i øvrigt ikke for huse, der har tilladelse til at blive brugt som fleksbolig. Og får man efterfølgende en fleksbolig-tilladelse, vil man straks skulle indfri den statsgaranterede del af boliglånet. Ordningen omfatter heller ikke fritidshuse eller erhvervsejendomme.

Kreditforeningen vil fortsat skulle foretage en vurdering af køberens kreditværdighed, og som borger/ægtepar/samboende kan man kun få garantien i forbindelse med én ejendom.

Garantien bliver ikke gratis - både køberen og kreditforeningen skal betale en garantiprovision til staten i form af en årlig procentsats. Prisen for borgeren ventes at blive omkring en procent af restgælden i den del af lånet, garantien omfatter. Og for kreditforeningen vil prisen være omkring 1,5 procent.

Garantien omfatter en del af belåningen til ejerboliger, der enten har en handelspris under 8.000 kroner per kvadratmeter eller har en handelspris på mellem 8.000 og 10.000 kroner per kvadratmeter og ligger i et af 227 specifikt udvalgte postnumre.

På listen over postnumre finder man hele Lolland-Falster - undtagen 4800 Nykøbing, 4862 Guldborg og 4873 Væggerløse.

Den garanti kan selvsagt komme til at koste noget for staten, og det skal betales af en risikopræmie, låntagerne skal betale. Derudover vil staten afsætte 21 millioner kroner om året til at dække risikoen.

Det er i øvrigt ikke et hvilket som helst hus i landdistrikterne, man kan få et statsgaranteret lån til. Regeringen har lagt op til, at statsgarantien skal omfatte en del af belåningen til ejerboliger, der enten har en handelspris under 8.000 kroner per kvadratmeter eller har en handelspris på mellem 8.000 og 10.000 kroner per kvadratmeter og ligger i et af 227 specifikt udvalgte postnumre.

Næsten hele LF

På listen over postnumre finder man hele Lolland-Falster - med enkelte undtagelser. Det er postnummer 4800 Nykøbing, 4862 Guldborg og 4873 Væggerløse, hvor det altså kun er huse med en handelspris på under 8.000 kroner per kvadratmeter, der kan få statsgarantien.

”Ved afgrænsningen af de i alt 227 postnumre (…) er der lagt vægt på to kriterier. Kriterierne er henholdsvis den gennemsnitlige kvadratmeterpris (vægtet areal) for bolighandler i postnummeret, og om postnummeret er beliggende i en kommune længere væk fra en større by”, står der i bemærkningerne til lovforslaget. En ejendom i de tre postnumre må altså antages at have en gennemsnitspris, som er højere end i resten af postnumrene på Lolland-Falster.