Soldat dømt for en lang række seksuelle overgreb: Her er dommen

Fredag bliver der afsagt dom ved Retten i Nykøbing i en omtalt sag om en ekssoldat fra Randers. Foto: Stine Schou

Mange af tilhørerpladserne var optaget, da retten i Nykøbing afsagde dom i en uhyggelig sag om bl.a. voldtægt af en mindreårig pige.

Offentliggjort Sidst opdateret

Retten i Nykøbing har fredag afsagt dom i den meget omtalte sag mod en 27-årig tidligere soldat fra Østjylland.

Thi kendes for ret:

Tiltalte straffes med fængsel i 5 år.

Derudover skal den tidligere soldat, Daniel Krogh Lauridsen, også betale erstatning til 16 ofre, der er tilkendt erstatninger mellem 5.000 kr. og 120.000 kr. Samlet er der tale om erstatninger for mere end 400.000 kr.

Derudover har retten besluttet, at den dømte skal være omfattet af et bolig-, besøgs- og kontaktforbud. Det betyder bl.a. at den dømte ikke må søge kontakt til børn under 18 år, som han ikke kender i forvejen. Han må heller ikke opholde sig med børn uden, at der er en voksen til stede.

Fakta

Boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud betyder, at den domfældte:

ikke uden politiets tilladelse må lade børn under 18 år tage ophold i sin bolig

ikke selv må tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under 18 år

ikke må få besøg af børn under 18 år, medmindre de er ledsaget af en voksen, og

ikke må kontakte børn under 18 år, den domfældte ikke kender i forvejen, over nettet eller et lignende system til spredning af information.

Ifølge anklageskriftet har manden begået overgreb mod 32 personer, hvoraf 26 er mindreårige. Med undtagelse af en tiltale om vidnetrusler og to tilfælde af blufærdighedskrænkelse, blev han fundet skyldig i alle anklager.

Det gælder blandt andet fire voldtægter, to forsøg på voldtægt og flere tilfælde af grooming via det sociale medie Snapchat. Manden er dermed nu dømt for at have voldtaget en 13-årig pige på en parkeringsplads på Sydsjælland i en af Forsvarets biler kort før sin anholdelse.

Har nægtet sig skyldig i det meste

Den dømte har erkendt enkelte forhold om blufærdighedskrænkelse, men nægtet sig skyldig i hovedparten af de alvorligste anklager.

Anklagerfuldmægtig Metha Balling havde under proceduren nedlagt påstand om fem år og ti måneders fængsel samt flere forbud, herunder kontakt-, besøgs- og bopælsforbud i forhold til børn under 18 år. Hun mente også, at den tiltalte burde frakendes retten til at arbejde eller have kontakt med børn i både fritidsmæssig og erhvervsmæssig sammenhæng.

Fakta

1. juli 2023 blev grooming kriminaliseret med en selvstændig bestemmelse i straffeloven.

* Begrebet grooming omfatter tilfælde, hvor en voksen person udnytter overlegen alder og erfaring til at opbygge et tillidsforhold - ofte på internettet - til en person under 18 år med det formål senere at udsætte personen for et seksuelt overgreb.

* Ved at fremstå omsorgsfuld samt komme med tillidsvækkende bemærkninger vil den voksne forsøge at få barnet eller den unge til at føle sig tryg.

* Målet er en gradvis overtalelse af barnet til at medvirke i seksuelle aktiviteter på den voksnes præmisser.

/ritzau/

Kilde: Kilder: Straffeloven, Justitsministeriet og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.

Forsvarsadvokat Niels Henrik Kromann havde derimod procederet for frifindelse i størstedelen af forholdene. Han mente, at hvis hans klient skulle dømmes, burde straffen ikke overstige fem års fængsel.

Under domsafsigelsen sad den dømte roligt ved siden af sin forsvarer og lyttede til dommeren. Da dommeren var færdig, forlod tiltalte kort lokalet for at tale med sin forsvarer.

De vendte tilbage til retslokalet meddelte, at den dømte udbeder sig betænkningstid i forhold til at anke dommen. Han vil i den periode fortsat sidde varetægtsfængslet.