Udgraver stenalderboplads i Storstrømmen
Forarbejdet ravklump. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Marinarkæologer har foreløbig hentet 13.000 fund op fra fem meter vand ud for Orehoved Havn.
Ud for Orehoved Havn boede for omkring 8.000 år siden mennesker, og nu giver en arkæologisk udgravning en enestående mulighed for at lære dem bedre at kende.
Her er hele stenaldermandens værktøjskasse, hans ravsmykker, hans affaldsbunke og hans tand.
- Fra den såkaldte Kongemoseperiode i stenalderen er det her noget af det bedste vi har, siger en begejstret museumsinspektør og marinarkæolog Morten Johansen fra Vikingeskibsmuseet. Det er ham der leder udgravningen nede i vandet. Den er kommet halvvejs i de planlagte seks uger.
Det er netop vandet, der gør udgravningen til noget specielt. Ud over de rige flintefund, som også kan gøres under tilsvarende udgravninger på land, er her under vandet også knogler og træmateriale velbevaret, fordi vandet på et tidspunkt har "druknet" bopladen: Havstigninger er ikke noget moderne fænomen.
- Her er vandet steget med omkring 20 meter i løbet af 1.000 år, fortæller Morten Johansen og viser et fint forarbejdet træskaft. Det ser ud som dengang, stenaldermanden ærgrede sig over at det knækkede, og smed det ud i datidens vandkant.
Foruden Kongemoseperioden, er også de andre stenalderperioder repræsenteret i Storstrømmen. Derfor er marinarkæologerne også interesseret i at foretage udgravninger andre steder langs den linie, som den kommende nye Storstrømsbro vil fælge over vandet.
Forundersøgelserne har blandt andet afsløret, at også de aller ældste "danskere", rensdyrjægerne, er kommet forbi Storstrømmen. Også dengang for over 10.000 år siden har her været en mulighed for at komme over på den anden side, og når rensdyrene er trukket den vej, er menneskene fulgt efter.
Læs mere om fundene i torsdagens udgave af Folketidende.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned