Udvalg skærer det grafiske værksted på Saxenhøj væk

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Handicap- og psykiatriudvalget har sat endeligt punktum for lukningstruet Saxenhøj-værksted.

Offentliggjort Sidst opdateret

Reformer og andre ændringer presser pengepungen hos socialpsykiatrien, og derfor måtte Guldborgsund Kommunes handicap- og psykiatriudvalg med Ole Bronné Sørensen (S) i spidsen i går lave en sparemanøvre, der koster det grafiske værksted på Saxenhøj livet.

- Der er generelt blevet færre midler på det her område, og vi har kunnet vælge mellem at forringe alle tilbud eller helt at fjerne nogle af dem for på den måde at sikre kvaliteten af resten, forklarer udvalgsformanden.

10 brugere har i øjeblikket deres gang på værkstedet, der officielt ophører med at eksistere i slutningen af marts. Halvdelen af dem kan fortsætte i samme eller tilnærmelsesvis samme funktioner som deres nuværende på et andet Saxenhøj-værksted, “Snedkeriet”, én går på pension, og de resterende fire skal kommunen forsøge at finde andre tilbud til - noget, der skal ske som et samspil mellem de kommunale medarbejdere og brugerne selv, så løsningerne bliver så optimale for brugerne som muligt, understreger Ole Bronné Sørensen.

- Udvalget ønsker i denne sag, at der bliver en tæt dialog med brugerne, ikke mindst fordi denne type brugere er særligt påvirkelige, siger han.

Han tilføjer, at de to værksteder ligger fysisk tæt på hinanden, og at brugerne derfor kender miljøet allerede. Han håber, at det vil gøre overgangen lidt lettere for dem, der rykker med til snedkeriet, når det grafiske værksted lukker.