UFC-DRAMA FORTSÆTTER: MODSTANDER KLARER IKKE VÆGTEN

Det vil bare ingen ende tage med de brodne kar, der bliver serveret for Mark O. Madsen. Foto: Mads Claus Rasmussen

Grant Dawson klarede ikke indvejningen, og Mark O. Madsen skal nu beslutte, om UFC-kamp skal gennemføres.

Offentliggjort Sidst opdateret

Natten til søndag dansk tid skulle Mark O. Madsen have været ude i en af karrierens største UFC-kampe, men opgøret er pludselig kommet i fare.

Modstanderen, Grant Dawson, klarede nemlig ikke indvejningen, da han vejede mere end et kilo for meget, skriver Ekstra Bladet.

Nu er det op til Madsen, om kampen overhovedet bliver til noget. The State Athletic Commission i Nevada kan give tilladelse til, at kampen kan kæmpes, men det er Madsens beslutning.

Han vil gerne i aktion, men fortæller samtidig, at hans manager fraråder det, da Dawson kan have fordel vægtmæssigt.

- Mit trænerteam siger, at de tror på mig. De siger, at jeg skal tage kampen, men Ali anbefaler det modsatte. Han er også af den opfattelse, at der er blevet spekuleret i at give nogle procenter væk på indvejningen, fortæller Madsen til Ekstra Bladet.

Han har endnu ikke truffet beslutningen, om hvorvidt han vil gennemføre kampen. Den skal træffes i løbet af fredag.

Madsen undrer sig over forløbet. Allerede fire timer før indvejningen fik han besked om, at Dawson ikke klarede vægtkravet.

- Hvem stopper med at forsøge at gå i vægt fire timer før indvejningen? Normalt får vi endda to timer ekstra, så man har helt til klokken 11. Så det giver ikke nogen mening, at manden stoppede med at forsøge at komme i vægt klokken fem om morgenen.

- Det her, det stinker, siger Madsen.

/ritzau/