Video fra tank førte til anholdelser

Forbindelsen er dokumenteret, men de kommende retsmøder i sagen vil vise, om der også er tilstrækkeligt bevis til, at alle har været skyldige i den samlede dyrkning af 38 kilo færdigproduceret marihuana. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

DNA fra tandbørster og et stjålet engelsk pas gav efterforskerne beviser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da politiet i marts i år fandt et skunklaboratorium, fik man mistanke om, at flere var medvirkende til dyrkningen end den enlige vietnameser, der blev anholdt på adressen, idet der fandtes flere madrasser og tandbørster i huset på Rosmarksvej.

Her fandt man også en kvittering på køb af nogle taletidskort fra en tankstation i Helsingør, og ved hjælp af tidspunktet fandt politiet frem til overvågningen den dag, disse kort blev købt.

Det viste sig, at den vietnameser, der købte taletidskort, var kørende i en bil eget af en mand fra Køge, som viste sig også at være ejer af en ejendom på Kasbækvej i Svinsbjerg, hvorefter politiet besluttede at ransage denne adresse.

Her blev tre vietnamesere anholdt, og alle fire asiater har siden da siddet varetægtsfængslet. Dna afslørede, at de alle fire havde været på begge adresser.

Yderligere efterforskning afslørede, at to af vietnameserne var blevet standset i en varebil ved en grænsekontrol i Rødbyhavn i november 2017. Med i varebilen havde de varmelamper, gødning og andre remedier til skunk-laboratoriet.

I den enes kuffert fandt man et engelsk pas, der var meldt stjålet.

Efterforskningen viste videre, at netop dette pas var blevet brugt til dokumentation, da en engelsk statsborger havde skrevet under på en lejekontrakt af den ejendom på Rosmarksvej, som blev indrettet til skunklaboratorium.

Forbindelsen er dokumenteret, men de kommende retsmøder i sagen vil vise, om der også er tilstrækkeligt bevis til, at alle har været skyldige i den samlede dyrkning af 38 kilo færdigproduceret marihuana.

Læs mere om retssagen i artiklen ”Politi skulle langt omkring for at påvise forbindelse” i tirsdagens udgave af Folketidende.