VIVIENNE WESTWOOD DØD - GENLÆS FOLKETIDENDES REPORTAGE

Vivienne Westwood talte i 2019 på Heartland-festivalen og præsenterede et sæt spillekort med politiske budskaber. Foto: Michael Bager

I 2019 skev Folketidende om den verdensberømte designer Vivienne Westwoods optræden på festivalen Heartland. Historien havde overskriften "Punkens mor har gennemskuet menneskehedens undergang" - genlæs den her.

Offentliggjort Sidst opdateret

FESTIVAL - Jeg er Vivienne Wetwood. Jeg er designer og aktivist.

Med de ord indtog det 78-årige mode-ikon lørdag scenen på Heartland iført tweedbukser, plateausko med regnbue-glitrende hæle, blå skåneærmer og en hvid T-shirt med budskabet “Buy less” (køb mindre).

Kapitalisme-kritikken var med andre ord på dagsordenen fra start og blev hurtigt udbygget med fortællingen om punkens fødsel i det Thatcher-ledede Storbritannien.

- Jeg var punker tilbage i 70’erne. Mig og min kæreste opfandt det. Vi var virkelig rebeller, sagde hun og beskrev, hvordan hun fra en lille tøjbutik på Kings Road 430 i Chelsea gav punken sit udtryk med en enorm gennemslagskraft.

Da hun fik hanekam, gik der således blot en måned, så var hun på coveret af Vogue og dannede mode på catwalken i Paris. Det var også hende, der designede tøjet til Sex Pistols og gav punken sit visuelle udtryk.

Men punken handlede om mere end mode og musik. Hippiebevægelsen havde gjort hendes generation politisk bevidst, mens punken krævede forandringer.

- Vi ville have nogle andre politikere end dem, der havde startet vietnamkrigen, berettede hun.

I dag er det en ny kamp, der optager hende. Kampen for en bæredygtig klode. Vivienne Westwood fortalte, at hun for alvor blev klimaaktivist på grund af fældning af regnskoven, og fordi hun havde læst et sted, at en stor del af menneskeheden vil uddø som følge af klimaforandringerne, når dette århundrede er ovre.

- Syv milliarder mennesker ved ikke, vi er en truet art eller hvorfor. Jeg ved hvorfor. Jeg har undersøgt problemet og løsningen, fastslog hun.

De store ord til trods fremstod hun til tider famlende. De skarpe budskaber blev således ikke alene leveret med inderlighed, men også med rystende hænder.

- Nervøs er jeg. Meget nervøs, undskyldte hun, mens hun ledte efter ordene og måtte bladre i sine noter for at få sagt tingene i den rigtige rækkefølge.

- Jeg mistede min tankerække. Det gør jeg hele tiden, undskyldte hun lidt senere.

Men tilbage til menneskehedens undergang. Vivienne Westwoods konklusion er, at den frie markedskapitalisme er ude af kontrol. Rot-dollar (rådden-dollar) kaldte hun problemet.

- Rot-dollar er grunden til, at vi alle skal dø.

Det er med andre ord vores forbrug, der fører til vores undergang, og den kritik formidlede hun gennem et sæt spillekort, der hver især er som en plakat med symboler og slagord som “I <3 CRAP” (jeg elsker bras) og “Det naturen giver os gratis, skal ingen eje”.

Løsningen er nemlig, fastslog hun, at leve på en anden måde og at indrette skattesystemet anderledes. Vivienne Westwood kender næppe til det danske parti Retsforbundet, men hendes løsning er som taget ud af partiprogrammet: Vejen frem er at beskatte jord i stedet for arbejde.

Derudover advokerede hun for at afskaffe subsidier til udvinding af fossile brændstoffer og til industrielt fiskeri. Og for at læse bøger. Faktisk har hun stiftet en international læseklub for intellektuelle, kaldet “Intellectuals Unite!”.

For som hun sagde:

- En frihedskæmper læser bøger, går på gallerier og tænker sig om.