LOLLAND: Der har ikke rigtig været tid til de unge dages hobbyer med at fiske, gå på jagt og komme på vandet med motorbåden - og det håber teknisk direktør i Lolland Kommune, Bjarne Hansen, at kunne genoptage, når han med virkning fra 30. juni går på pension.
- Jeg har også fået henvendelser fra forskellig side, om jeg vil indgå i opgaver, de arbejder med, og det tænker jeg lidt over og træffer en afgørelse, når jeg er fratrådt. Men jeg er sikker på, at det ikke er hensigtsmæssigt at gå fra faktor 110 i arbejdstempo til nul. Så nogle opgaver vil jeg gerne påtage mig, siger han.
Bjarne Hansen fyldte 67 i november og har igennem 50 år virket i fire kommuner og samarbejdet med syv borgmestre.
Nysteddreng
- Jeg er Nysteddreng, og det er jeg stolt af. Jeg boede der indtil 1997 og kom i 1972 - efter realen - i lære som kontorelev i Nysted Kommune, hvor jeg var i 14 år og til sidst var løn- og personalechef. Opgavemæssigt var det helt anderledes dengang med færre og enklere opgaver. Også fordi der var flere opgaver, som amterne og staten tog sig af.
Annonce
Ingen havde en pc. Det foregik med en kuglehoved-skrivemaskine fra IBM og slettebånd, hvis der skulle rettes noget. Der var ingen mobiltelefoner, og kommunikationen foregik oftest i form af brevveksling, som der gik dage med at få frem.
Bjarne Hansen
- Ingen havde en pc. Det foregik med en kuglehoved-skrivemaskine fra IBM og slettebånd, hvis der skulle rettes noget. Der var ingen mobiltelefoner, og kommunikationen foregik oftest i form af brevveksling, som der gik dage med at få frem. Det var en fuldstændig anden måde at arbejde på - og mere afslappende end i dag, hvor du bliver ringet op, får en sms eller en mail, og ingen kan forstå, hvis du ikke har reageret indenfor en halv time, sammenligner Bjarne Hansen.
Dengang i Nysted måtte han også duplikere regnskab og budget, for kopimaskiner var ikke almindelige.
Efter 14 år ved Nysted Kommune kom Bjarne Hansen til Holeby Kommune i et enkelt år som sekretariatschef og søgte så en tilsvarende stilling i Ravnsborg Kommune på Vestlolland, hvor han efterfølgende blev forvaltningschef og siden kommunaldirektør indtil 2006.
- I stedet for at blive ekspert indenfor et bestemt område har jeg det bedst med at have det brede fokus og at være med til at rådgive og vejlede politikerne i deres beslutningsproces om, hvad der skal ske i kommunen, indskyder han.
Spændende, kommunale forsøg
Specielt perioden på rådhuset i Horslunde finder Bjarne Hansen spændende:
- Politikerne kastede sig ud i at sætte forsøg i gang. Ravnsborg havde jo det udvalgsløse byråd i syv år, hvor byrådsmedlemmerne agerede som bestyrelsen for et privat firma, og der var fokus på, hvad der var politik, og hvad der var forvaltningens opgave - og det evnede man at adskille.
Ravnsborg Kommune var også helt på forkant med "Den politiske arbejdsplads." Det er den måde, lokalpolitikerne og andre interesserede kan læse dagsordner og bilag forud for og efter besluttende møder.
- Systemet blev udviklet i samarbejde mellem Ravnsborg Kommune og Kommunedata i 1990'erne - og det bruges i alle kommuner nu i en opdateret version, fremhæver Bjarne Hansen.
Også vedrørende den kollektive trafik var landkommunen med i front med Totalbussen. Et statsfinansieret forsøg, hvor en minibus kørte en fast rute, men hvor man også kunne ringe og bestille den. Bussen havde også bog- og madudbringning til pensionister og leverede medicin fra apoteket i Nakskov.
Annonce
- Det var rigtig, rigtig dyrt, men minibus-konceptet lever jo også, lyder det fra direktøren.
I 1997 flyttede familien Hansen så til Horslunde, hvor Bjarne Hansen har familiemæssig relation til Vindeby Mølle, Pederstrup og Fejø, og hvor den yngste af tre børn fortsat er hjemmeboende.
Med dannelsen i 2006 af Lolland Kommune ved sammenlægningen af de i alt syv vest-, midt- og sydlollandske kommuner blev Bjarne Hansen medlem af direktionen og har i 15 og et halvt år primært været ansvarlig for kommunens tekniske område samt kultur- og fritidsområdet og seneste også for drift, vedligeholdelse og energioptimering af de kommunale bygninger.
Udfordring: økonomien
- Lolland Kommune har været en udfordrende og spændende opgave, men kommunen er landet og kommet godt videre trods den største udfordring, økonomien. Hver år i de 15 år er der lavet besparelser, også med store afskedigelser til følge, og nu skal der kigges på besparelser for 15. gang, hvor selv mindre poster kommer til at holde for, nævner Bjarne Hansen.
Det med den dårlige kommuneøkonomi er jo heller ikke en ny historie.
Bjarne Hansen kom fra den velstillede "købstadskommune" Nysted til Ravnsborg 1. september 1988, og 14 dage efter blev der konstateret "en million-bøf."
- Der manglede 8 millioner på budgettet, og vi var midt i september, og budgettet skulle vedtages i oktober, og 8 millioner dengang ville svare til 60 millioner i Lolland Kommune i dag. Ravnsborg fik tilskud som vanskeligt stillet og særlig vanskeligt stillet kommune, og det der med, at kommunerne hvert år er afhængige af, hvordan de bliver tilgodeset af staten, har jeg nu været med til i 34 år.
Op til Christiansborg
- Kommunerne kan ikke langtidsplanlægge, og det er helt klart den største udfordring. Der er tre til fem kommuner i landet, deriblandt Lolland, der falder igennem udligningen af penge landets kommuner imellem, og det er en politisk beslutning på Christiansborg, der må afgøre, om de vil lave en model, så disse kommuner også kan planlægge, siger Bjarne Hansen.
Annonce
Ellers glæder han sig over at være omgivet af dygtige medarbejdere og indskyder, at indtil Bogø-møllerne har teknik- og miljømyndigheden ikke fået hjemsendt en eneste plansag før.
Nødvendige investeringer
Om årsagen til, at Lolland Kommune trods alt er kommet godt videre, nævner den afgående direktør investeringerne i Nakskov Havn med ny kaj og forhåbentligt uddybning af sejlrenden, opkøb af jorden ved Stensø til erhvervsformål, bygemodningen ved afkørsel 48 i Maribo og lysreguleringen til 24 millioner kroner ved den nye afkørsel, som kommunen har bekostet, selv om den står på en statsvej.
- Hvis de investeringer ikke var foretaget, var de investeringer udefra, vi er vidne til nu, ikke kommet, og det vindue, der er der i de kommende otte år med byggeriet af Femern-forbindelsen, skal vi bruge til at få styrket vores erhvervsstruktur. For det vindue kommer ikke igen, lyder det fra Bjarne Hansen.
Lang sagsbehandling
I 2021 havde Lolland Kommune 9.000 myndighedsager og gav blandt andet miljøgodkendelse til Femern-forbindelsen, hvilket har kostet på sagsbehandlingstiden.
- I de første 12 år lå Lolland Kommune i top fem med hurtig sagsbehandling, og sidste år fik vi en ekstra normering på tre ansatte, men det er ikke tilstrækkeligt, lyder det fra den tekniske direktør.
- Det må man forholde sig til politisk. Der er brug for en stilling mere. Vi kan ikke presse mere igennem. Hvis vi skal gøre det hurtigere, må der ekstra kræfter til, slår Bjarne Hansen fast.
At to teamleder-stillinger i teknik- og miljømyndigheden står ubesat og må genopslås, hjælper heller ikke på situationen.
Tjek på papirerne
Annonce
Der er på grund af den forestående sommerferie en fremskudt afskedsreception for Bjarne Hansen mandag, men han fortsætter på jobbet indtil 30. juni og skal lige have ryddet op i nogle papirer.
- Der er nogle, der siger, at hvis man har et rodet skrivebord, tyder det på, at man er et rodehoved. Hvad tyder et tomt skrivebord så på, spørger Bjarne Hansen med et stort grin.
Han ved da også, hvor alt ligger, og kan stikke en hånd ind og finde det.
- Der er nogle, der siger, at hvis man har et rodet skrivebord, tyder det på, at man er et rodehoved. Hvad tyder et tomt skrivebord så på, spørger Bjarne Hansen med et stort grin. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Afskedsreception
Lolland Kommune holder afskedsreception for direktør Bjarne Hansen mandag 13. juni klokken 12 til 15 i Restaurant Bangs Have, Bangshavevej 23, Maribo.