"Årets ildsjæl" er så skuffet over beslutningen, at han trækker sig

Helge Rasmussen, formand for frivillige i Bangshavecentrets aktivitetscenter, siger farvel og tak. Han vil ikke arbejde gratis, mens fire lønnede stillinger nedlægges. Arkivfoto: Anna C. Møhl

Formanden og bestyrelsen træder tilbage, efter et flertal i byrådet har besluttet af nedlægge fire stillinger på kommunens aktivitets- og træningscentre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skuffelsen er til at tage at føle på, efter et flertal i byrådet torsdag indgik et forlig om budgettet for 2025. Budgetforliget indebærer blandt andet, at fire stillinger på de åbne aktivitets- og træningscentre nedlægges.

Formanden for de frivillige på aktivitets- og træningscentret i Maribo, Helge Rasmussen, er skuffet over, at de fire frivilligheds-koordinator stillinger fjernes.

- Jeg synes det er noget møg, siger Helge Rasmussen.

Højlydte protester

Frivillige og brugere af de fire centre i helholdsvis Maribo, Nakskov, Holeby og Rødby har meget tydeligt og højlydt protesteret mod besparelsen.

De har holdt stormøde, demonstreret med en mur af rollatorer og skilte, deltaget i byrådsmøde og senest afleveret 2.687 underskrifter i protest mod at fjerne de fire koordinatorer fra centrene.

Men lige lidt hjalp det.

Læs også: Muren af protester var ikke nok

Politikerne lægger op til, at det skal være de frivillige, der organiserer aktiviteterne og hjælper brugerne med at bruge træningscentrets maskiner. I stedet for fire frivilligheds-koordinatorer sættes der penge af til at ansætte yderligere to medarbejdere på frivillighedscentrene i Maribo og Nakskov.

Det var mærkelig at få prisen den ene dag, og få dage senere nedlægges nogle vigtige stillinger, som jeg og mange andre har protesteret imod at afskaffe.

Helge Rasmussen, frivillig på Bangshavecentret

Trækker sig

Helge Rasmussen trækker sig som formand som direkte konsekvens af besparelsen. Det samme gør resten af bestyrelsen i Bangshavecentret.

Flere frivillige følger trop. Folketidende erfarer, at frivillige fra Bangshavecentret allerede har aflyst en bustur til Kippinge Kirke 31. oktober.

Hvorfor stopper du som formand for de frivillige?

- Jeg vil ikke have mere arbejde og slet ikke overtage lønnet arbejde. Det vil jo betyde, at jeg skal arbejde gratis fra 7 morgen til 7 aften, og jeg har også en familie, jeg skal tage hensyn til, siger Helge Rasmussen, som har været frivillig i fem år.

Skæbnens ironi

Skæbnens ironi ville, at Helge Rasmussen forleden blev kåret som "Årets Ildsjæl" for sit arbejde som frivillig på aktivitetscentret.

- Det var mærkelig at få prisen den ene dag, og få dage senere nedlægges nogle vigtige stillinger, som jeg og mange andre har protesteret imod at afskaffe, siger Helge Rasmussen.