Beregning: Gratis færgebilletter vil koste millioner

Skal det være gratis at sejle til de danske småøer i sommerferien? Arkivfoto: Anders Knudsen

Lolland Kommune har beregnet, hvad det vil koste i tabte billetindtægter, hvis det bliver gratis at tage færgerne til Æbleøerne i sommerferien.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND: Hvad vil udgifterne være, hvis det i skolernes sommerferie blev gratis at rejse med færgerne til de danske, ikke-brofaste øer?

Det har folketingsmedlem Nick Zimmermann (DF) i februar spurgt transportminister Thomas Danielsen (V) om, og nu er der kommet et detaljeret svar. Ministeriet har nemlig rakt ud til dem, der sejler med færgerne, og bedt om oplysninger, og blandt andre Lolland Kommune har svaret.

Her har man for at svare set på billetsalget i de seks uger fra 24. juni til 6. august 2023 for færgerne til Askø, Fejø og Femø. Og opgørelsen viser, at der i de uger samlet set var billetindtægter på cirka 2,5 millioner kroner.

På færgen til Askø blev der nemlig i de seks uger solgt lige knap 5500 billetter til en samlet pris på knap 400.000 kroner. Til Fejø blev der solgt lidt over 15.500 billetter for lidt over 1,3 millioner kroner. Og til Femø blev der solgt noget over 7000 billetter for knap 800.000 kroner.

Blandede meninger

Spørgsmålet er så, om det vil være en god idé at indføre gratis færger i sommerferien. Det er der delte meninger om, fortæller Kirsten Sydendal, der er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer og selv bor på Fejø.

- Jeg tror, man skal spørge hver enkelt ø, hvad den har af holdning. Nogle øer er glade for, at der er pris på færgebilletterne, fordi de har et pænt turistflow. Og så er der andre øer, som gerne vil have flere turister. Og der vil også være blandede meninger på den enkelte ø, forklarer hun.