BLENUMSER DANSEDE TIL BØRNEJAZZ

Jørgen Petersen var nede hos publikum, hvor han førte an i de mange sanglege. Foto: Claus Hansen

BILLEDSERIE OG VIDEO: Blenumsejazz med Fader Abraham og Tante Musica

Offentliggjort Sidst opdateret

Maribo Jazz har mange traditioner - og en af dem er børnejazzen, der i år endelig kunne vende tilbage til Qvades Gård.

Her havde områdets daginstitutioner, forældre og bedsteforældre fundet frem til bænke og brosten, hvor både blenumsebørn og de lidt større, som havde byttet sutten ud med solhatten, gav den gas foran scenen.

- Nøj, hvor er I mange! Vi er så glade for, at I er kommet for at høre noget jazzmusik, sagde jazzformand Steffen Andersen, der håbede, at mange af børnene vil komme igen næste år.

- Hvor mange af jer er børn?! spurgte jazzformand Steffen Andersen, og både han selv og Steen Petersen rakte ivrigt hånden i vejret sammen med alle ungerne. Foto: Claus Hansen

Gamle kendinge

Og så gik jazzfesten i gang. Brødrene Petersen - Jørgen og Steen - fyrede godt op under ungerne med gamle sanglege med jazzet kant.

- Jeg hedder Jørgen, og jeg er storebror. Det store orkester oppe på scenen er min lillebror, og han hedder Steen, fortalte Jørgen Petersen børnene, inden han kastede sig ud i gamle sanglege som "Er du sur og trist", "Sådan går vi rundt om en enebærbusk", "Jeg gik mig over sø og land", "Tante Musica" og "Fader Abraham".

Det er ikke, fordi Maribo Jazz har fået virkelig mange og unge frivillige. Børnenes bluser har bare tilfældigvis samme kulør som de frivillige ved Jazzens. Foto: Claus Hansen

- Jeg synger fantastisk godt, synes I ikke? spurgte Jørgen, og flere af børnene stillede skeptiske ansigtsudtryk ud, mens de voksne grinede lidt i skægget.

Jeg synger fantastisk godt, synes I ikke?

Jørgen Petersen, sanger ved dette års børnejazz

Derefter skrålede børn og voksne med på alle de kendte sanglege og havde en dejlig dansedag, inden de voksne jazzpublikummer tog over i Qvades Gård senere på dagen.