Boligforening skærer millioner af renoveringsprojekt

Direktør for Boligforeningen Lolland Niels Michelsen forsikrer, at det er helt trygt at bo i Åparken. Men alligevel skal svalegangene stadig renoveres snart. Foto: Claus Hansen

Boligforening havde håbet på 77,5 millioner kroner til renovering, men har blot fået 14,5 millioner kroner fra Landsbyggefonden.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Tilbage i 2018 meldte Boligforeningen Lolland ud, at byggeriet Åparken i Maribo stod foran en større renovering. Årsagen var især, at de stålstivere, som sidder i bebyggelsens svalegange, var begyndt at tære.

- Vi har fået lavet en prøve af dem, og den viste, at nu skal det altså laves, inden det bliver et sikkerhedsmæssigt problem. Det handler om rettidig omhu, sagde daværende direktør for Boligforeningen Lolland Per Dalhammer, der dog fratrådte senere det år.

Inden da præsenterede han og boligforeningen dog et stort renoveringsprojekt med nye elevatorer, ombygning af nogle lejemål, energiforbedringer og pænere udenomsarealer.

Dalhammer udtrykte dog bekymring for, at Landsbyggefonden, der skal finansiere størstedelen af renoveringsprojektet, ikke ville give penge til almene boliger som Åparken, da regeringens ghettoplan på det tidspunkt lagde op til, at pengene i Landsbyggefonden i stedet skulle bruges på ghettoplanen.

Ikke nogen fare

Fire år efter er renoveringen af Åparken stadig ikke gået i gang, og på sin vis har Per Dalhammer fået ret i sin forudsigelse, fortæller den nye direktør for Boligforeningen Lolland, Niels Michelsen.

- Vi søgte om støtte fra Landsbyggefonden til projektet. Vi søgte om 77,5 millioner kroner, men vi har fået 14,5 millioner. Det handler om de politiske vinde, som blæser. Lige nu er det ghettoproblematikken og de grønne energiprojekter, som er i fokus. Og det er da drønærgerligt, siger han.

Kort om Landsbyggefonden

  • Landsbyggefonden er en selvejende institution, der fungerer i et samarbejde mellem de lovgivende politikere og landets almene boligorganisationer.
  • Formålet er at støtte udviklingen af Danmarks almene byggeri med midler, de almene boligforeninger selv indbetaler til fonden.
  • Lejerne i almene boliger i Danmark indbetaler et beløb til Landsbyggefonden gennem deres husleje. 
  • I 2020 indgik regeringen det grønne boligforlig, der betød, at Landsbyggefonden først og fremmest skal støtte grønne renoveringsprojekter i almene boligbyggerier. Øget tilgængelighed, der tidligere var et fokuspunkt, blev derfor nedprioriteret. 

Han beroliger dog beboere og gæster i Åparken med, at der sikkerhedsmæssigt ikke er noget farligt i at bevæge sig på svalegangene.

- Der er ikke noget, som er i fare for at falde ned. De kan sagtens holde i 20 år endnu,  lover direktøren.

Der er ikke noget, som er i fare for at falde ned. De kan sagtens holde i 20 år endnu.

Niels Michelsen, direktør Boligforeningen Lolland

Planen er dog, at svalegangene skal renoveres inden for de næste par år. Men nu møder projektet - som så mange andre byggeprojekter - problemer med stigende priser og mangel på håndværkerarbejdskraft.

I 2018 kunne man tydeligt se, at svalegangene i Åparken ikke havde det for godt. Nu vil Boligforeningen Lolland gerne snart gå i gang med renoveringsprojektet, men Landsbyggefonden har bøvlet. Arkivfoto: Jan Knudsen

Niels Michelsen håber dog, at det lykkedes at få repareret svalegangene inden for en overskuelig tidsramme.

- Det bliver en nedskalering af det daværende projekt med fokus på at få renoveret svalegangene. Vi synes ikke, den går længere. Så vi skal være i gang inden 2024 - og gerne før, siger direktøren.