D-A-D tilbage på Lolland
Stig Pedersen, bas, vokal og kor, Laust Sonne, trommer, Jesper Binzer, vokal og guitar, samt Jacob Binzer, guitar og kor, kommer efter næsten et kvart århundrede til Nakskov igen. Foto: Privat
Privat
Løvehjerterne har landet en kontrakt.
NAKSKOV Det er 23 år siden, at D-A-D sidst gav koncert i Nakskov. Det var i 1998 som led i turneen med det sjette studiealbum, Simpatico.
Men nu bliver der igen mulighed for at høre det danske rockband i byen. Koncertforeningen Løvehjerterne har landet en kontrakt med bandet lørdag 6. marts klokken 20 i Nakskov Idrætscenter.
Der bliver tale om en siddende koncert, men ikke noget med, at Jesper Binzer, Jacob Binzer, Laust Sonne og Stig Pedersen vil forsøge sig med en akustisk koncert. Der bliver fuld strøm på, garanterer Løvehjerternes formand, Allan Dahl.
Løvehjerternes bestyrelse havde oprindeligt kig på et andet musiktilbud, da Allan Dahl så, at D-A-D skulle på tour.
- Jeg skrev til bookeren, der svarede, at tour'en desværre var lukket. Nå, så må du sende drengene ud på en friweekend, svarede jeg, og nu er koncerten på "A Prayer for the Crowd-turneen" lige pludselig en realitet i Nakskov, lyder det fra en glad Allan Dahl, der sikkert også kommer med i en del lollikkers aftenbøn de næste dage.
Og D-A-D vil formentlig være spillet varm, når bandet mellemlander i Nakskov, da det er sidst på den danske turné. Senere på året spiller orkestret efter planen i Australiens storbyer.
Der er plads til 450 i Nakskov Idrætscenter. Billetterne sættes til salg sidst på ugen på Ticketmaster.
- Jeg kan godt forstå, at folk i disse tider kan være ængstelige for at køre langt væk til store byer for at høre koncerter. Derfor bringer vi ud denne gang, begrunder D-A-D-forsanger Jesper Binzer.
Han tilføjer, at når man skal spille for et siddende publikum, skal man bare spille meget bedre. Vi er tvunget til at spille med pistolen for panden.
- Vi har ingen valgmuligheder. Men det giver publikum mulighed for at opdage alle de fine nuancer i D-A-D's ellers så grove udlægning af rockmusikken.
- Og når man spiller godt, skal magien nok opstå, lover Jesper Binzer.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie