Den gamle Digegaard får nyt look

Murene i tilbygningen er gasbeton, det kan man ikke se mere, loftet er skiftet, og i næste uge bliver der lagt nyt gulv. Foto: Jan Knudsen

Udenfor bliver den ved med at ligne sig selv, men indvendig skifter den stil.

Offentliggjort Sidst opdateret

HUMMINGEN Johanne Nielsen har haft Den gamle Digegaard i Hummingen, siden hun overtog den fra sine forældre for 21 år siden.

Men hun har aldrig selv rigtig fået sat sit præg på indretningen - før nu.

Lige nu syder digegaarden af hektisk aktivitet, alle steder bliver der malet, gjort rent og i det hele taget sat i stand.

Alt får en omgang. I tilbygningen fra 1976 har det været synligt, at væggene er lavet af gasbeton, det ser man ikke længere.

Væggene er blevet spartlet op, filset og malet og står som helt nye glatte hvide vægge.

- Det er første gang, jeg virkelig kan sætte mit eget præg på stedet, og første gang, der sker en gennemgribende renovering, fortæller Johanne Nielsen.

Faktisk var hun tæt på at gå i gang med renoveringen, lige inden coronaen kom, men da restriktionerne blev indført, tænkte hun "hold lige på hestene".

Hun har brugt den ekstra tid, corona-nedlukningen gav hende, til at tænke igennem, hvad hun ville have. Og sammen med konsulenthjælp fra Business Lolland-Falster har hun fundet på et nyt koncept.

- Jeg ser det nu som "Kroen ved kysten". Udefra ser det ud som H.C. Andersen, det skal med indenfor, forklarer hun.

Hun vil børste 70'er-looket væk og holde fast i det unikke gamle i bygningen.

Der har dog været et par hurdler, der skulle passeres, blandt andet da dansegulvet skulle fjernes.

- Min mand og jeg dansede en sidste dans, inden det blev brækket op. Det gjorde lidt ondt, men det var meget 80'er-agtigt, smiler Johanne Nielsen.

At dansegulvet er væk betyder ikke, at der ikke længere skal danses. Nu kan musikken placeres, hvor man vil, så der kan danses over det hele, såmænd også på bordene, for det er stadig de gamle solide borde.

- Borde og stole beholder vi, de er meget solide. Det er virkelig noget holdbart, mine forældre har købt, fortæller Johanne Nielsen.

Ellers bliver alt skiftet ud. De gamle lamper bliver erstattet ligesom gardinerne, og der kommer også en ny skænk. Gulvet, der før var filtfliser, er fjernet, og i næste uge bliver der lagt trævinyl.

- Det er meget slidstærkt og ligner træ, forklarer Johanne Nielsen.

Både vægge og lofter er malet hvide. Så kan der lettere udsmykkes i forskellige temaer og farver alt efter anledningen.

- Vi har en del bryllupper, og de vil som regel gerne have det lyst og luftigt, fortæller hun.

Udenfor kommer der også ændringer. Sidste sommer var der isbutik i butikslokalet ved siden af røgeriet. Den butik bliver lavet om til en rigtig gårdbutik, ikke kun med varer fra røgeriet, men også andre lokale ting.

Man kommer stadig til at kunne købe is om sommeren. Det bliver i stedet fra en udsalgsvogn på gårdspladsen.

- Der er ingen grund til at have butikken stående for kun at sælge is i to måneder. Røgerivarerne sælger vi hele året, forklarer Johanne Nielsen.

Det indvendige skal være færdigt meget snart. For de første arrangementer, der er booket, er allerede i uge ni.

- Gulvmanden kommer i næste uge, og han skal bruge en uge til at lægge det nye gulv. Så snart han er ude af døren, har vi en uge til at få alt på plads, inden vi har vores første arrangement, fortæller Johanne Nielsen.

A la carte-restauranten åbner dog først til påske.

Noget af det eneste, der beholdes, er de gamle borde og stole. Foto: Jan Knudsen