Det kan blive dyrt at skaffe en læge
Arkivfoto: Polfoto
.
Region Sjælland sender lægeklinikker i Horslunde og Rødby i udbud. Men det kan ende med at blive dyrt.
HORSLUNDE/RØDBY: 1. maj stoppede Nordic Medicare med at drive klinik i Horslunde, og derfor drives den i dag af Region Sjælland. Trods en kampagne, der også inkluderede en videofilm, der skulle gøre reklame for opgaven og området, lykkedes det nemlig ikke at finde en praktiserende læge, der var interesseret i at overtage klinikken og drive den efter overenskomsten om almen praksis.
Regionen har defor ansat en vikar-læge til at drive en regions-klinik, der i øjeblikket har lidt flere end 2000 patienter tilmeldt. Men det er kun en midlertidig løsning.
"Mini-udbud"
Klinikken skal sendes i et "mini-udbud", hvor de mulige bydere er forhåndsgodkendt. Herefter vælger regionen på baggrund af pris og leverandørernes beskrivelse af, hvordan de vil leve op til kravene i udbuddet.
Mini-udbuddet gælder ikke kun klinikken i Horslunde. Nordic Medicare har nemlig også opsagt sin aftale med regionen om klinikken i Rødby, som har knap 1500 patienter. Den aftale udløber 1. oktober, og de to klinikker udbydes derfor samlet.
Udbuddet blev 17. maj offentliggjort på portalen EU-Supply, og fristen for at byde løber til 21. juni. Og så er det ellers meningen, at vinderen af udbuddet skal etablere klinikkerne 1. oktober.
Regionen vil dog også sideløbende med udbuddet fortsat forsøge at afsætte klinikkerne til en praktiserende læge - lykkes det, vil udbuddet blive annulleret. Regionen har således også for nylig lavet et opslag, hvor man søger en praktiserende læge til Rødby - eller to læger, hvis de har lyst til at deles.
Kan blive dyrt
Regionen tilbyder også at hjælpe med blandt andet inventar og udstyr, ligesom der er mulighed for "ekstra honorering".
Da sagen om udbuddet af klinikkerne for nylig blev behandlet af det nære sundhedsudvalg, blev politikerne da også advaret om, at det kan blive dyrt.
Som der står i dagsordenen:
"Siden etablering af udbudsklinikkerne i Horslunde og Rødby er priserne steget, og senere etablerede udbudsklinikker er dyrere at drive. Prisen i dette udbud forventes at blive endnu dyrere grundet blandt andet udfordringerne med at skaffe læger til Lolland."
Prisen i dette udbud forventes at blive endnu dyrere grundet blandt andet udfordringerne med at skaffe læger til Lolland.
Dagsorden til politikerne i det nære sundhedsudvalg
Det kan derfor også ende med, at det slet ikke bliver et firma, som vinder opgaven i et udbud, men at regionen vælger selv at drive klinikkerne. Det kan ske, fordi regionen vil lave en kontrolberegning af buddene. Og hvis beregningen viser, at omkostninger ved en udbudsklinik er væsentlig højere, end ved en regionsdrevet klinik, så vil regionen kunne oprette en regionsklinik og drive den i en seksårig periode.
Under alle omstændigheder skal borgerne på Lolland få adgang til en læge, understreger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).
- Der skal være en læge! Vi sender den i udbud, og hvis ikke det lykkes, driver vi den selv. Så der vil også være læge i fremtiden, lover han.
Seneste artikler
Gunhild er dybt berørt: - Det er en virkelig trist dag
Et hak i Lollands DNA: - Det er en sort dag for dansk roedyrkning
Nordzucker: Derfor lukker fabrikken
- Et godt tidspunkt
Støjberg i kerneland
Mest læste artikler
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole