Drejelige solceller må nå op til næsten fire meter

Det senest opførte solcelleanlæg i fjorden er omkranset af ung beplantning. DN Lolland ønsker beplantning etableret, inden opstillingen går i gang - og at der også er højere vækster imellem. Foto: Jan Knudsen

Solcelleprojekt har fået dispensation fra lokalplanen.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBY FJORD Det selskab, der står bag opstillingen af op mod 90 hektar solceller i lokalplanlagte områder i Rødby Fjord, har nu fået kommunens dispensation til de tre meter, der ellers var maksimumshøjden i lokalplanen fra april 2017.

- Det giver os mulighed for at opstille "trackersolceller", siger Andreas von Rosen fra selskabet.

Oprindeligt var det Grøn Solenergi ApS, der med lokalplanen fik banet vejen for projektet. Nu er dispensationen givet til iværksætterselskabet Vores Sol Ejendomsselskab, som Andreas von Rosen bekræfter nu står bag opstillingen.

Trackersolcellerne kan bevæge sig efter solen og dermed optimere effekten, når sollyset omdannes til strøm. Det er, når solcellerne retter sig mod en sol, der står lavt på himlen, de når op til 3,95 meter op.

Hidtil har lokalplanen dikteret randbeplantning på mindst to meters højde omkring de fem områder, solcellerne efter planen skal opstilles i.

Men med dispensationen følger også en betingelse af, at beplantningen når op i mindst samme højde som solcellerne.

I DN Lolland modtages dispensationen med skepsis - ikke mindst fordi en første dispensationsafgørelse i november sidste år blev udsendt uden mulighed for høring. Nu er dispensationen offentliggjort på kommunens hjemmeside - med frist til at klage over afgørelsen 24. marts.

Formanden for DN Lolland, Ole Westerholt Jørgensen, er i den sælsomme situation, at han selv har skrevet kontrakt på at leje tre parceller ud til det aktuelle solcelleprojekt. Derfor var det også næstformanden, Carsten Drejer, der på DN Lollands vegne indgav klage over den første dispensation.

Nu skal lokalbestyrelsen i den kommende uge tale om, hvordan man stiller sig i forhold til den øgede højde. Ole Westerholt Jørgensen kalder det en væsentlig ændring i forhold til lokalplanen, når solcellehøjden kan vokse med 32 procent.

Solcellerne ventes først etableret om et par år. Og det bliver ikke nødvendigvis med de høje solceller.

De nye solceller bliver etableret i de fem felter, der på satellitfotoet er indrammet med hvidt. Foto: Lolland Kommune/Lokalplan 360-93