Der var nymfer i hobetal, da Maribo havde sin egen badestrand og tilhørende badeanstalt. Nu drømmer Leif Salle Nielsen, Kurt Andersen og John Petersen om at se billedet i farver. Foto: Anders Knudsen / arkivAnders Knudsen / arkiv
Lokale ildsjæle kalder til samling for at genskabe Maribos succesrige badeanstalt.
Birgitta AndersenBirgittaAndersen
OffentliggjortSidst opdateret
På varme, solrige dage i 1970'erne valfartede maribonitterne i stort tal til den lille sandstrand ved Søndersøs bred.
Ungersvende i små badebukser kastede sig kunstfærdigt ud fra vipperne, mens ungmøerne fnilrende så til fra deres badehåndklæder. Små rollinger jublede i soppebassinet, og forældrene klædte om i træbygningerne, der hørte til badeanstalten. Luften genlød af latter, krigshyl og hyggesnak.
- Hele vores generation har jo levet livet som børn og unge på den badeanstalt, fortæller Kurt Andersen og Leif Salle Nielsen.
Men i midten af 1980'erne blev Søndersø til suppe, og ingen havde længere lyst til at dyppe tæerne i bølgen den brungule. Badeanstalten blev revet ned og gik for manges vedkommende i glemmebogen.
Vennerne Kurt Andersen, Salle og John Petersen har nu åbnet den igen. Søens vand er nu atter renere end rent. I det stille er badenymfer i alle former og aldre vendt tilbage til sandstranden ved siden af Maribo Kajakklub. Livredderne træner fra stranden, børn i hobetal leger på legepladsen, og de unge har atter fået øjnene op for områdets attraktioner.
Annonce
Samtidig viser turismeundersøgelsen, at turisterne elsker Maribo for den smukke natur og kultur.
Men når de alle står på sandstranden med badetøfler i hånden, er der ikke mange faciliteter. Badeanstalten er revet ned, og tilbage står et transportabelt toilet, som kan få klaustrofobien frem i selv den bedste tryllekunstner.
Det skal være slut, mener trekløveret. De tre Maribo-drenge vil genskabe deres ungdoms badeparadis. Derfor indkalder de til møde onsdag 6. januar klokken 19 i kajakklubben.
- Vi håber, at der dukker rigtig mange op. For det kan ikke lade sig gøre, hvis ikke vi er mange, der vil det her. Hvis der ikke dukker ret mange op, så slutter drømmen her, siger Salle.
Han, Kurt og John håber, at de på næste onsdag kan stifte en forening, der kan få drømmen om et nyt søbadeeventyr til at gå i opfyldelse. Når bygningerne står der, skal foreningen også stå for at drifte dem - og tænde for saunaen.
- Vi håber, at den kan opvarmes med et brændefyr, siger Salle.
Da badeanstalten var på sit højeste, var der høje vipper, omklædningsrum til både damer og herrer og sydlandsk stemning ved Søndersø. Foto: Arkiv.dkArkiv.dk
Kan dyppe blenumsen
Det er så også foreningens medlemmer, der i udgangspunkt får adgang til saunaen. Men ideen er, at man kan købe dagsadgang - ligesom golfklubbens greencard.
- Vores drøm er en sauna, hvor man kan sidde og se ud over Søndersø gennem nogle store vinduer. Tænk at sidde der en vinterdag, når man har badet, siger Kurt, der selv har været ivrig vinterbader.
Med i projektet er også at genskabe soppebassinet med bølgebryder, så de helt små maribonitter også kan få dyppet blenumsen uden at komme i fare. Desuden drømmer holdet om at få handicapadgang helt ned til strandkanten.
Annonce
Det nye hus skal bygges af bæredygtige materialer, så det indgår i naturen i området. Ud over saunaen skal huset også byde på kabiner til omklædning for damer og herrer og et aflåst toilet for medlemmer og daginstitutioner. Men der kommer også offentlige toiletter.
Det var blandt andet ønsket om bedre toiletter, der satte tankerne i gang.
- Vi kan jo ikke byde alle dem, der kommer i området, at de ikke har et ordentligt sted at gå på toilettet. Der er så mange dagplejere, daginstitutioner, skoler og foreninger, der bruger stedet. De skal have ordentlige toiletter, siger Salle.
Derfor er drømmen at bygge offentlige toiletter, handicaptoilet og plads til at skifte de små.
- Men vi har ikke som sådan lagt os fast på noget konkret endnu. Så er der nogen til mødet, der har gode idéer til, hvad der er brug for, er der plads til det, siger Kurt.
Men drømme som disse koster penge. Derfor skal den nye forening ud og søge fonde. Og det ser, ifølge Salle, ikke helt slemt ud.
- Jeg har været i kontakt til flere store fonde, og især én synes virkelig, at vi har gang i noget spændende her. Men vi kan ikke gøre det uden masser af medlemmer. Der skal folk til her, siger Salle.
De tre idémænd håber nu, at både daginstitutioner, foreninger, sportsklubber, private og kommunen kan dele drømmen med dem, så Maribos fortid som Costa del Søndersø kan genskabes.
En ny forening af vinterbadere og sønymfer skal bringe drømmen om en sauna-, toilet- og omklædningsbygning til live i kanten af Maribos sandstrand. Foto: Arkiv.dkArkiv.dk