E-sport på vej til at blive et tilbud for lokale unge
Foto: Flemming Karlsen, arkivfoto
Flemming Karlsen, arkivfoto
Lokale foreninger har gjort de indledende øvelser.
SYDLOLLAND Både Rødby Håndboldklub og Tirsted IK85 arbejder på at kunne etablere et lokalt tilbud om e-sport, hvor der dystes om at være bedst til computerspil.
Senest har Rødby Håndboldklub fået en donation fra Lollandsfonden på knapt 5.000 kroner: Pengene er øremærket til etablering af en e-sportsafdeling med indkøb af noget af det udstyr, der hører med.
- Vi mener, der sidder en gruppe unge, der måske ikke går til håndbold eller fodbold, men i stedet interesserer sig for computerspil. Dem vil vi gerne have fat i. I klubben kan vi tilbyde at skabe et fællesskab om deres sport, siger formanden for Rødby Håndboldklub, Tobias Gullits.
Initiativet er foreløbig kun på et forberedende stade, men planen er at indrette klublokalet i Rødbyhavn Sportshal, så det i det mindste i begyndelsen kan bruges til ugentlige træningsaftener, hvor det ikke bare handler om at spille, men også om at udvikle de taktiske færdigheder og om at opbygge en fysik, der skal sikre spillernes koncentrationsevne.
De konkrete spil, det overvejes at tilbyde i en e-sportafdeling af Rødby Håndboldklub, er CS Go, Fortnite og LOL.
Også i Tirsted IK85 er der gjort de første overvejelser om at etablere e-sport: Ligesom håndboldklubben råder man her over træneremner.
- Vi har også fået en forespørgsel fra håndboldklubben om et eventuelt samarbejde, fortæller klubbens formand, Randi Kofoed Jørgensen. Den første reaktion fra hende er, at det måske kunne være en god idé. Det er ikke helt uden omkostninger at starte e-sport op, og dermed vil man måske sammen kunne skabe et bedre tilbud.
Hos Rødby Håndboldklub glæder Tobias Gullits sig over donationen fra Lollandsfonden:
- Nu kunne vi så godt bruge nogle gode ambassadører til aktiviteten - nogle frivillige, der vil være med i opbygningen.
Der er en stærkt stigende interesse for e-sport - godt hjulpet på vej af, at sporten også har fundet vej til TV.
"I klubben kan vi tilbyde at skabe et fællesskab om deres sport"
Tobias Gullits
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned