En epoke slutter: Efter mere end 10.000 shows stopper Hr. Plys

Hr. Plys - med det borgerlige navn Niels Lærkegaard - stopper sine velkendte børneunderholdnings-shows i Lalandia til nytår efter 36 år. Plys var i øvrigt noget, han blev kaldt som barn. Nu har han gjort det til sit kunstnernavn. Arkivfoto: Privatfoto

Rigtig mange børn og barnlige sjæle kender Hr. Plys - ikke mindst fra Lalandia, hvor han har underholdt med trylleshows, ballondyr og meget andet i mere end 30 år. Men til nytår er det slut i badelandet.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er jo mit halve liv. Hele min dna ligger hernede, men det er bedst at stoppe på toppen.

Ordene kommer fra Hr. Plys, Niels Plys , Niels B.P. eller bare Plys. Kært barn har mange navne.

Når rådhusklokkerne ringer det nye år ind den 31. december, ringer de samtidig ud for Hr. Plys i Lalandia. Efter 36 år og mere end 10.000 shows stopper hans samarbejde med feriecentret. Men han fortsætter med at optræde som Hr. Plys i andre sammenhænge.

Han har selv truffet beslutningen om at sige stop.

- Henover sommeren er jeg blevet flyttet til en anden plads i Lalandia, og der sidder publikum anderledes, og det har været lidt svært for mig at optræde under de forhold. Så jeg kom frem til, at det ikke lige var mig, og så er det bedre at sige stop, forklarer han.

Og det er ikke bare en arbejdsplads, som manden, der både kan trylle, bugtale, lave ballondyr og meget mere, siger farvel til. Det er også en stor del af hans voksne liv.

- Jeg har været der, siden de åbnede i 1988, og jeg har da også fået mange tilkendegivelser på Facebook fra folk, som skriver, at de vil savne mig, fortæller Niels Plys.

Begyndte som bademester

Han begyndte faktisk karrieren i Lalandia som bademester, men senere fandt ledelsen ud af, at han var god til at trylle og underholde gæsterne - og så blev hans arbejdsopgave ændret.

Niels Plys - hvis borgerlige navn er Niels Lærkegård - fik selv lov at udvikle Plys-figuren og showet, og han satte det også selv på plakaten i Lalandia.

- Selvfølgelig fornyer jeg mig lidt engang imellem, men man skal heller ikke lave for meget om på det, for det vil folk ikke have, fortæller han.

Han smækker ikke med døren, men glæder sig i stedet over alle de minder, han kan se tilbage på fra Lalandia i både Rødbyhavn og Billund.

Artiklen fortsætter under billedet.

Niels Plys fortæller, at han har optrådt mere end 10.000 gange som Hr. Plys og omkring 3.000 gange med Monky Tonky-showet, som billedet her er fra. Arkivfoto: Jan Knudsen

- Det er næsten det samme show, jeg altid laver, men dem fra publikum, der hjælper mig med det, er jo nye, så det er stadig sjovt. Nogle gange kommer der bedsteforældre, som er ude med deres børnebørn, og fortæller, at de også har været med til at hjælpe mig, dengang de selv var børn.

- Jeg bliver genkendt alle mulige steder, og alle har en historie eller et minde om mig, de gerne vil dele, når de kommer hen til mig. Det er sjovt, at de kommer for at hilse på - og det er både børn og voksne op til 80 år, fortæller han.

- Jeg har virkelig brændt for det

Han lægger ikke skjul på, at det er og har været en livsstil for ham at optræde som Hr. Plys.

- Alle årene har jeg jo arbejdet både til jul, nytår, påske og i højsæsonen. Jeg har virkelig brændt for det, siger Niels Plys som efterhånden er fyldt 64 år.

Men selvom han nu kan se frem til lidt mere fritid, når han stopper i Lalandia, så understreger han, at det ikke er slut med Hr. Plys.

- Via det bookingbureau, jeg er tilknyttet, har jeg stadig mange job i butikscentre og gågader rundt omkring, og jeg har lige været til en 70-års fødselsdag i Hillerød, hvor fødselarens eneste ønske var, at jeg kunne komme og optræde, siger Niels Plys.

Han har også investeret i en mountainbike og meldt sig ind i en motionsklub, så han vil stadig holde sig i gang.

- Jeg vil gerne cykle nogle lange ture, og jeg løber også meget, og så bliver der jo lidt flere dage, hvor jeg kan tage nogle flere bureaujob, end jeg gør nu, fortæller han.

Hr. Plys optræder sidste gang i Lalandia nytårsaften, 31. december, klokken 20.

Læs også: 

Hr. Plys kan fejre 25-års jubilæum med Lalandia