FEJØ KAN BLIVE TIL FRI-Ø

På Fejø vil man gerne udvikle Dybvig Havn og blandt andet slippe af med det stinkende slam i lavbundsområdet, mend Kystdirektoratet henholder sig til, at det er Natura 2000-område. Foto: Anders Knudsen

En ud af otte ansøgere i Region Sjælland.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEJØ: I alt har otte landsbyer og småøer fra Region Sjælland meldt sig på banen med et ønske om at slippe af med snærende lovgivning og regler og kickstarte en grøn nytænkning via en ny forsøgsordning med frilandsbyer og fri-øer.

Fejø er blandt ansøgerne og får som de andre ansøgere besked her i slutningen af juni, om øen er prækvalificeret til at gå videre.

Landsbyer og øer har siden 1. marts  haft mulighed for at melde sig til at blive en del af den nye forsøgsordning, der kan fjerne de lovmæssige barrierer for lokal udvikling. Interessen har været overvældende - i alt 40 landsbyer og småøer fordelt over 28 forskellige kommuner har budt sig til. Reelt er gruppen af interesserede landsbyer og øer større, men flere har af forskellige grunde ikke kunnet deltage.

Forsøgsordningen er indgået på baggrund af den politiske aftale ”Mere liv i bymidter og landdistrikter” fra november 2021. Formålet er at afdække interessen fra landsbyer og øer i at få dispensation fra lovgivning, der på den ene eller anden måde hindrer udvikling på landet. Landdistrikternes Fællesråd varetager sekretariatsopgaven i samarbejde med Sammenslutningen af Danske Småøer.

I forsøgsordningens første fase fra 1. marts frem til 1. juni 2022 har landsbyerne og øerne skullet sætte ord på deres lokale projekt og den lovgivning, der lå til hinder for udførelsen.

Herefter får landsbyerne og småøerne i forsøgsordningen mulighed for at kvalificere deres projekter med henblik på at blive endelig udnævnt som frilandsbyer og -øer.

Forsøg starter i 2024

I 2023 kommer Landdistrikternes Fællesråd med en anbefaling af ti landsbyer og -øer samt en liste med alternativer, som skal behandles af aftaleparterne på Christiansborg.

- Men vi håber, at det bliver flere end ti, der kan gå videre, siger politisk konsulent i Landdistrikternes Fællesråd, Mette Boel.

Såfremt der politisk er opbakning til forsøgsordningen, vil ordningen starte i januar 2024.

Det mest populære tema iblandt ansøgerne er opførelsen af nye boliger og nye boformer, som støder ind i en mur af barrierer undervejs.

Det er bestyrelsesmedlem Finn Iversen fra Fejøforeningen, der har sendt ansøgningen på bestyrelsens og Fejøs vegne.

Snærrende regler

- På Fejø er vi begrænset af både kystbeskyttelseslinjen og Natura 2000 samt regler for at etablere ting i det åbne land.

- Vi vil gerne have tilflyttere og bosætning og have mulighed for at bygge lejeboliger i både det kystnære land og i det åbne land, og så vil vi gerne skabe faciliteter. Vedrørende udviklingen af Dybvig Havn bokser vi med Kystdirektoratet, der synes, at vores stinkende lavvandsområde er et vigtigt Natura 2000-område, og campingpladsen vil gerne bygge en badebro ud over tangen, men det kan ejerne ikke få lov til.

- Vores erhvervsliv har også problemer hver gang, virksomhederne vil foretage sig noget.

- Den her ordning kunne lempe reglerne, så vi ikke hører under en fælles, stor lovgivning, og så vores lille lokalsamfund kan udvikle faciliteter for at tiltrække folk, i stedet for at hver ansøgning bliver trukket i langdrag og kræver eksperthjælp, nævner Finn Iversen.

- Så vi bliver meget begejstrede, hvis Fejø udtages til forsøget med at være fri-ø, forsikrer han.