FEMERN-UDGRAVNINGER SLUTTEDE TORSDAG

RØDBYHAVN: Som regel vil nutidens folk forbinde ordet "stenalderkost" med en vældig populær slankediæt, der består af rigelige proteiner.

Men forskerne arbejder stadig på at finde ud af, hvad der egentlig stod på menuen i stenalderen. Det skal fundene fra udgravningen på Syltholm ved Rødbyhavn nu hjælpe med til at give svar på.

Udgravningen sluttede officielt onsdag efter ti år, seks måneder og to dages udgravninger på det store område, der nu huser Femern-byggeriet.

Men der er stadig flere års forskning tilbage, inden arkæologer og forskere har gennemgået og analyseret alle fundene.

I disse dage sidder en af disse forskere - ph.d studerende fra universitetet i York og Københavns Universitet Jan Dekker, på Museum Lolland-Falsters feltstation i Rødbyhavn og skraber brændt mad af potteskår.

Det sker dog ikke, som vi andre gør det derhjemme, med ståluld og knofedt, men med en lille pincet under en lup.

Potteskårene er fundet der, hvor den store elementfabrik er ved at blive bygget. Her levede der mennesker både i jæger- og bondestenalderen, og potteskårene kan fortælle vigtige historier om de to perioder - og den udvikling mennesket gennemgik fra vandrende jæger til fastboende bonde med husdyr.

Husdyr eller jaget vildt

Lige som i dag, var det ikke alle, der var lige habile kokke dengang.

- Et ildsted er jo svært at styre. Så nogle gange brændte maden på. Det er heldigt for os, for den brændte mad sidder stadig på de potteskår, vi finder. Og den kan fortælle os meget, siger fysiker hos Museum Lolland-Falster Bente Philippsen.

Som bekendt fandt Museum Lolland-Falster i samme område en gennemgumlet begklump, som forskere udvandt dna fra stenalderpigen Lola fra. De fandt i samme ombæring ud af, at Lola blandt andet havde spist and og hasselnød - og at hun var laktoseintolerant.

Men DNA nedbrydes hurtigt - især hvis det udsættes for intens varme under madlavning, og her er proteiner fra fisk, kød, blod, mælk, svampe, bær og andre fødevarer mere resistente.

- Vi ved, de spiste ret proteinrigt. Så vi håber, vi kan finde proteiner fra forskellige kød- og fiskeproteiner, men også eksempelvis fra nødder, svampe, tang, beder, bær eller måske hyben. Vi kan også se, om proteinerne er fra vilde dyr eller fra husdyr - og dermed se, om bondestenalderfolket stadig supplerede op med jagt, fortæller Jan Dekker om perioden, der strakte sig over mange tusinde år.

Lavede test-keramik

Mens Jan sidder og skraber den brændte mad af, bliver potteskårene nøje undersøgt af arkæolog Ann-Katrin Meyer fra universitetet i Hamborg. Hun er specialist i stenalderkeramik, og fortæller, at også keramikken udviklede sig i løbet af de to perioder af historien.

- En potte var ikke bare en potte. Keramik var noget meget socialt. Man skulle lære at lave en god potte. Den skulle gerne kunne holde, så man skulle vide, hvor man kunne finde det gode ler, og hvordan leret skulle pølses op. Hver familie havde deres egen måde at lave keramik på, forklarer Ann-Katrin Meyer.

Hun er glad for at komme og arbejde med Syltholm-fundene, da den fugtige jord i området bevarer potteskårene bedre end i Jylland og ved Hamborg, hvor hun normalt arbejder. Det giver større potteskår, og bedre mulighed for at lære nyt om form, størrelse og anvendelse.

- Vi ser forskellige metoder op gennem jæger- og bondestenalderen. I starten var en potte blot et ildstedskar med spids bund. Det er fint nok til ildstedet eller sandet. Men lidt upraktisk ellers. Men senere kom der kar med flad bund, mindre beholdere og kander til mælk. Som kogekunsten udviklede sig, kom der nye tilberedninger til, og derfor blev der brug for flere typer keramik. Det ved vi jo også fra vores tid ... bare se på, hvordan en kaffekop har udviklet sig de sidste 100 år, siger hun.

I bondestenalderen kom husdyr som geder og køer til - og mælkeprodukter blev mere sædvanlige, og man begyndte måske også at lave lidt ost. Den historie kan potteskårene også være med til at fortælle.

For at hjælpe dem i forskningen har Museum Lolland-Falster selv forsøgt at lave keramik, som man gjorde det i jæger- og bondestenalderen.

- Nogle gange er det godt at afprøve tingene selv, så man får en forståelse af sammenhængene. Vi fik da lavet noget, der holdt, da det kom på ildstedet, og vi fik da også lavet mad i den, lyder det ikke uden stolthed fra Bente Philippsen.

Kompliceret arkæologi

Museum Lolland-Falster stiller potteskårene til rådighed for de to forskere som led i museets forskningsnetværk 3-L, som støttes af Danmarks Frie Forskningsfond. Forskningskoordinator hos Museum Lolland-Falster Daniel Gross glæder sig til at se resultatet af madskrabe-projektet.

- Normalt finder vi i udgravningen knogler efter får, geder og kvæg. Men med dette projekt kan vi se, hvilke dele af dyret, der er blevet brugt, og hvordan man har mikset forskellige fødevarer. Vi kan dog ikke komme frem til fuldstændige opskrifter, griner forskningskoordinatoren, der altså ikke har en kogebogsudgivelse lige om hjørnet.

Arkæologien tager i disse år kvantespring i forhold til sidste århundrede. Og det er samarbejdet mellem de forskellige forskere om potteskårene et godt eksempel på.

- Arkæologi bliver mere og mere kompliceret. Nu stykker vi et samlet billede sammen via proteinanalyser, keramikanalyser, statistik, madvidenskab og klimaforskning, forklarer Daniel Gross.

- Jeg er klassisk arkæolog. Før gik vi ud i en udgravning, fandt et potteskår, støvede det af, katalogiserede det og så kunne det komme på en udstilling. Nu er det historien bag potteskåret, der er interessant, siger Ann-Katrin Meyer.

- Mine analyser er jo ikke som sådan arkæologiske. Det er biokemi. Men uden analyserne er det jo lige meget. De fortæller historien. Tænk, hvis vi finder ud af, at de spiste noget virkelig overraskende, siger Jan Dekker.

Det kunne også være, proteinerne viser, at der levede dyr og planter på Syltholm i stenalderen, som klimaforandringer senere har fortrængt. Dermed kommer madresterne på de små potteskår måske til at udfylde flere små huller i et lille stykke af Danmarkshistorien.