Flugt fra sikret afdeling uden det blev opdaget
I fem år har sikkerhedshegnet med tilhørende videoovervågning levet op til sit formål. Men forleden udnyttede en "adræt og akrobatisk" beboer et lidt lavere sted på bagsiden til at komme ud i friheden. Her er Kofoedsminde nu i gang med en udbedring. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen/arkiv
Beboer kravlede over Kofoedsmindes hegn - Bankede på, da han gerne ville ind igen.
RØDBYHAVN Det var først, da beboeren bankede på, fordi han ville ind igen, at personalet på en sikret afdeling på Kofoedsminde i sidste uge opdagede, at han havde været væk.
- Hele sagsforløbet og de involverede medarbejderes rolle er i øjeblikket i gang med at blive udredt, hedder det fra Kofoedsmindes forstander Kay Jokil.
Det er første gang siden etableringen af institutionens sikkerhedshegn for fem år siden, at det er lykkedes en beboer at flygte fra Kofoedsminde. Ved tidligere forsøg er det afsløret ved hjælp af videoovervågning, når der udefra er gjort forsøg på at klippe hul i hegnet.
Bankede på udefra
Under flugten sidste onsdag er beboeren først kommet ud gennem to låste døre, inden han på et lidt lavere stykke af sikkerhedshegnet har svunget sig over og er forsvundet ud i aftenmørket. Så vidt Folketidende erfarer, gik der omkring fire en halv time, inden beboeren igen var klatret over hegnet og nu bankede på døren til afdelingen: Han ville gerne ind igen.
Normalt skal medarbejderne angiveligt have tilsyn med beboerne hver tredje time, og i det aktuelle tilfælde er det ifølge Folketidendes oplysninger også noteret, at der er ført tilsyn - uden der er nogen, der har savnet den forsvundne.
- Jeg ser med stor alvor på disse tilsyneladende overtrædelser af vores sikkerhedsbestemmelser, og det vil give anledning til konsekvenser for de involverede medarbejdere, såfremt de ikke kan forklare sig, hedder det fra Kay Jokil.
Hegnet udbedres
Rømningen er meldt til politiet.
Hvad beboeren har foretaget sig på fri fod onsdag aften og nat, ved man ikke på Kofoedsminde:
- Men det kunne være nærliggende at antage, at hash er involveret, hedder det fra Kay Jokil.
I mellemtiden er man gået i gang med at udbedre den del af hegnet, flugten er foregået fra. Her på bagsiden af Kofoedsminde har hegnet hidtil ikke været så højt, fordi der er en ydre port.
- Dette forhold er vi straks gået i gang med at udbedre og sikre yderligere, hedder det fra Kay Jokil.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned